CBS’ erhvervshumanister skærper profilen igen

Skrevet af Nikita Bang - Foto: Jørgen Christian Wind Nielsen - 22. februar 2016 - 11:130 kommentarer
Billede fra sidst, da der var speeddating for erhvervshumanister i Dalgas Have den 22. september.

Til marts går MA IBC’s brobygnings-projekt igen i luften. Fokus ligger både på at hjælpe de studerende med at fastslå deres kompetenceprofil i jobsammenhæng og siden – endnu vigtigere – at kommunikere til erhvervslivet, hvad den nye cand.ling.merc.-profil tilbyder.

Brobygningskonceptet mellem CBS’ erhvervshumanister og erhvervslivet er opstået som et af flere tiltag i et projekt, der uofficielt går under navnet Life After University, på den nye overbygningsuddannelse MA International Business Communication.

I sparring med forskellige små og mellemstore virksomheder og under kyndig vejledning af coach Lone Zibrandtsen skal 20 studerende fra MA IBC og CLM udvikle og specificere egne kompetencer og siden lære, hvordan de bedst muligt sælger deres studie og dem selv.

Hovedarkitekterne bag projektet er studiechef Rie Snekkerup, Program Director and Vice-Head of Department i Department of International Business Communications Margrethe Mondahl og Professional Coach Lone Zibrandtsen.

Videreudviklling af et godt modtaget initiativ

Helt nyt er brobygnings-projektet ikke. De første broer blev bygget for første gang i efteråret 2015 med henblik på forsøgsvist at stikke fingeren i jorden og vejre interessen fra både studerende og erhvervslivet.

Her blev der blandt andet opfundet en form for speeddating mellem de deltagende studerende og 8 ’rigtige’ virksomheder. Som reglerne for speeddating foreskriver, kunne parterne hurtigt og effektivt lære hinanden at kende på tomandshånd og måske stille de lidt mere vanskelige eller personlige spørgsmål.

Projektet fik store mængder positiv feedback, og deltagerne mente generelt, at de både modtog insider viden fra virksomhederne og kom ud for flere ’reality checks’ i forhold til, hvilke miljøer de senere ville kunne arbejde i.

Kort sagt følte de sig efter endt forløb bedre rustet til at angribe arbejdsmarkedet, når de var dimitteret.

Rebranding som et 'Life After University' koncept 

De positive tilbagemeldinger gjorde, at det ikke blev sidste gang, brobygningen blev gennemført. Siden er konceptet dog blevet videreudviklet, og når det afholdes til foråret er det med 2 overordnede mål.

Først og fremmest er fokus stadig på at forberede de studerende til livet efter CBS. Som en del af Life After University-konceptet skal brobygningen lære de studerende, hvordan de skaber værdi for fremtidige arbejdsgivere, samt klarlægge, hvad deres uddannelse mere præcist kan bruges til.

For det andet handler det om at signalere til arbejdsmarkedet, at kandidaterne fra det, der nu er MA IBC, ikke længere blot er glimrende tolke og oversættere, men har flere og bredere kompetencer. Kandidaterne skal ’rebrandes’ som moderne kommunikatører, der kan kommunikere på flere sprog og i en kulturel og international forståelsesramme.

I sidste ende skulle forløbet altså gerne munde ud i en ’win-win’ situation, hvor det bliver klarere for både studerende selv og erhvervsfolk, hvem og hvad de færdiguddannede kandidater er for nogen.

Begrænset plads - men udsigt til gentagelser

Forårets brobygnings-projekt vil løbe af stablen fra den 7. marts til 26. april med aktiviteter på hovedsageligt Dalgas Have campus. Der er tale om en håndfuld formiddage og eftermiddage, hvor deltagerne både vil blive engageret individuelt og i plenum.

Foruden dette vil alle deltagere gennemgå en adfærds- og personlighedstest – en såkaldt Master MPA test – og selvfølgelig få lov til at prøve deres rappeste replikker af i en ny omgang speeddating med erhvervslivet.

Lige nu er alle 20 pladser optaget, og ventelisten fuld. Der kommer dog altid en pige og en sporvogn til, så med al sandsynlighed vil det som MA IBC eller CLM studerende ikke være sidste gang, der er mulighed for at komme med på det allerede populære projekt.