Ny-hædret GLOBE-studieleder bygger ny CBS-bachelor op

Skrevet af Lonnie Høgh - Foto: Tao Lytzen - 27. januar 2011 - 11:530 kommentarer
Martin jes Iversen fra da han modtog årets FUHU-undervisningspris i 2008. Gode resultater belønnes - på CBS som alle andre steder - tydeligvis med mere ansvar og flere opgaver.

GLOBE – den internationale erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse, som CBS tilbyder i samarbejde med the Chinese University of Hong Kong and Kenan-Flagler Business School at the University of North Carolina med henblik på at uddanne fremtidige globale erhvervsledere – har netop modtaget den årlige pris som ”best practice in international education” af Institute of International Education (IIE).Efter sommerferien 2011 lancerer CBS nu i samarbejde med erhvervslivet et nyt uddannelsesforløb kaldet EngAGE (Engaged Applied Global Education), og GLOBE-programmets studieleder på CBS, lektor Martin Jes Iversen, er også champion for det program.

International CBS-uddannelse udnævnt til godt eksempel
Udvekslingsprogrammet GLOBE (Global Learning Opportunities in Business Education) har netop modtaget den årlige pris som ’best practice in international education’ af Institute of International Education (IIE). IIE er en internationalt anerkendt institution inden for global uddannelse, der blev grundlagt i 1919 og i dag har omkring 1.000 medlemsinstitutioner i mere end 55 lande.

- Kåringen er en stor ære for os og rigtig god reklame for GLOBE-programmet. Vi vil forsøge at bruge prisen til at skabe endnu mere international anerkendelse af programmet, siger GLOBE-programmets studieleder, lektor Martin Jes Iversen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi.

EngAGE – ny erhvervsrettet bachelor på CBS

Efter sommerferien 2011 lancerer CBS i samarbejde med erhvervslivet et nyt Business in Society uddannelsesforløb kaldet EngAGE (Engaged Applied Global Education). Målet er at uddanne bachelorer, der er klar til arbejdsmarkedet efter tre års uddannelse. Martin Jes Iversen er en af drivkræfterne bag det nye initiativ.

- Vi er efterhånden kommet rigtig langt med GLOBE programmet, og vi vil helt klart bruge de erfaringer, vi har gjort os til at udvikle den nye EngAGE bachelor, siger Martin Jes Iversen og fortsætter:

- Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at GLOBE og EngAGE er to vidt forskellige programmer. GLOBE er et avanceret udvekslingsprogram, der afsluttes med en bachelor, hvorefter størstedelen af deltagerne fortsætter på en kandidatuddannelse. EngAGE er derimod et uddannelsesforløb, der i samarbejde med erhvervslivet skal gøre deltagerne klar til arbejdsmarkedet efter bare tre års uddannelse.

Info 

GLOBE: Global Learning Opportunities in Business Education

GLOBE er en elitebacheloruddannelse, som er blevet lanceret i et samarbejde mellem CBS, Chinese University of Hong Kong og University of North Carolina i 2007. Hvert år vælger partnerne deres 15 bedste business-studerende, som tilsammen skal udgøre det højt profilerede GLOBE-hold. I en periode på 18 måneder skal disse 45 studerende studere, arbejde og bo sammen på tre forskellige kontinenter.

Se www.cbs.dk/globe for mere information om programmet.

GLOBE fik den 25. januar 2011 tildelt den anerkendte pris Heiskell Award Honorable Mention i kategorien Internationale Partnerskaber.

Links: http://www.iienetwork.org/page/2010_Heiskell_Winners

          http://borsen.dk/arkiv/FOBO/donr?donr%5b%5d=3142078