Ny jobportal byder på et 'FaceIn' for studerende

Skrevet af Miel Pedersen - 17. december 2012 - 13:220 kommentarer
Den lille pige på rette hylde - det nye jobsite, YoungAcademics, promoverede sig på Solbjerg Plads for en måned siden. Siden starten har sitet formidlet 200 jobs.

Hvordan får man studerende til at tage karrierehatten på under studierne. Ikke på Facebook – det er for socialt. LinkedIn er lige lovligt voksent og alvorligt. Men Young Academics..? Hmmm…

Nyt jobsite lavede happening på Solbjerg Plads
Var man en af de heldige, der torsdag eftermiddag den 22. november lidt i 17 befandt sig på Solbjerg Plads, fik man fornøjelsen af både trompet og skuespil. Det var da det innovative jobsite ’YoungAcademics’ fremførte fortællingen om ’Den lille piges jagt på sin hylde’

- Hvordan kan jeg i erfaring variere, uden at forvirring bliver en barriere? spurgte den lille pige i forestillingen. Og hun er formentligt ikke den eneste.

Selv om man gennem sine studier måske allerede har en idé om, hvilken karrievej man vil tage, kan der stadig være mange jobhylder at vælge imellem. Det er her, jobsitet YoungAcademics kommer ind i billedet.

Et talentnetværk med tags og connections
YoungAcademics er et talent community, hvor studerende og virksomheder kan få hjælp til at mødes. Via de tags, man benytter i sin egen profil på sitet, skaber man forbindelse til andre med samme tags.

Så har man for eksempel tagget sig med ’marketing’ vil man automatisk blive tilkoblet andre studerende og virksomheder som også har tagget sig med ’marketing’. Er der så nogen, der deler for eksempel en TED talk om emnet, får man den automatisk ind i sit eget feed, så man derved også holder sig opdateret indenfor sine tags.

- Grunden, til at vi overhovedet eksisterer, er, at studerende ikke har karrierehatten på på facebook, og meget få bruger LinkeIin. Så man kan kalde os et ’FaceIn’ for studerende, fortæller Jacob Winter, grundlægger af YoungAcademics, og fortsætter:

- Vi er dels et socialt medie, hvor man som studerende kan skabe sit eget brand samtidig med, at virksomhederne følger med på sidelinjen. Derudover går vi også ind og agerer headhuntere og kontakter studerende proaktivt med spændende jobmuligheder, hvis de matcher en jobprofil.

En hurtigt voksende site og koncept
YoungAcademics startede som en idé på Copenhagen Shool of Entrepreneurship på CBS, nærmere betegnet CSELab i 2010 og tog hurtigt fart. I oktober 2012 kunne ideens ophavsmænd lancere deres nye site.

Allerede nu er mere end 1.200 studerende i gang med at brande sig overfor virksomheder som Quartz+Co, AT Kearney, DONG Energy, Mærsk, Tryg, Colgate og Ebay med flere. Disse virksomheder bruger aktivt bruger siden til at spotte talenter og bygge deres talent pipeline.

YoungAcademics har formidlet mere end 200 jobs siden starten.