Økonomisk realpolitik og tågegrå politikersnak

Skrevet af Sidsel Green - Foto: Anders Meldgaard Kjemtrup - 2. november 2015 - 14:400 kommentarer
Selvfølgelig kan vi gøre tingene bedre og mere effektivt. Det kan alle. Men givet vores i forvejen pressede situation, ser det naturligvis ikke let ud, forklarede Per Holten-Andersen om Danmarks mest omkostningseffektive universitet, CBS.

I kølvandet på regeringens bebudede besparelser kaldte CBS Students onsdag til offentlig debat i Student Political Council. Rektor Per Holten-Andersen og Henrik Dahl (Liberal Alliance) var på besøg. 

Tirsdag den 27. oktober offentliggjorde CBS en omprioritering af studenteroptaget som følge af regeringens udmeldte 2+2+2+2 besparelser.

Omprioriteringen medfører, at japansk på Asian Studies Programme, samt at tysk, fransk og spansk-linjerne på henholdsvis Interkulturel Markedskommunikation (IMK) og Europæisk Business (EUB) ikke tager flere studerende ind fra næste år.

Dermed udfases uddannelserne langsomt.

Dagen efter, onsdag den 28., havde CBS Students indkaldt til debatmøde i Students Political Council – CBS Students’ politiske forum, hvor de studerende har mulighed for at lufte deres holdninger og drøfte deres meninger.

Lagt ikke op, men i kakkelovnen til debat

I anledning af besparelserne var rektor Per Holten-Andersen, samt politiker og folketingsmedlem Henrik Dahl (Liberal Alliance) indbudt for henholdsvis at give et indblik i CBS’ økonomiske situation og forklare rationalet bag de kommende besparelser.

Førstnævnte viste sig dog at være langt nemmere end det sidste.

CBS Students’ formand, Daniel Andersen, startede med at byde de omkring 100 fremmødte velkommen, inden han gav ordet videre til rektor Per Holten-Andersen.

- Per vil først og fremmest forklare jer om CBS’ økonomiske situation. Og det ser sort ud. I ved allerede nu, at CBS vil lukke uddannelser, men der er også risiko for opsigelse af lejemål og potentielle fyringer, forklarede Daniel Andersen.

CBS’ere er billigere end erhvervsakademi-elever

De fleste kender nok efterhånden historien: CBS modtager den suverænt laveste basisforskningsbevilling af alle danske universiteter, ligesom stort set alle CBS studerende modtager den laveste taxameterbevilling pr. STÅ (studenterårsværk).

De forhold gør, at CBS uden sammenligning er Danmarks fattigste universitet.

Ovenpå har disse udfordringer regeringen nu bebudet yderligere besparelser på uddannelse. Det rammer CBS proportionelt hårdest, eftersom CBS er det universitet, der modtager relativt mest af sin samlede bevilling fra uddannelsesstøtte.

- Yderligere har en Deloitte rapport netop slået fast, at CBS omkostningsmæssigt er det mest effektive universitet i Danmark – altså, vi har de laveste udgifter pr. studerende i sammenligning med både andre universiteter, professionsskoler og erhvervsakademier, fortalte Per Holten-Andersen, og fortsatte:

- Selvfølgelig kan vi gøre tingene bedre og mere effektivt. Det kan alle. Men givet vores i forvejen pressede situation, ser det naturligvis ikke let ud.

Flere uddannelseslinjer er truet fremover

Rektor forklarede herefter 2 scenarier, hvis CBS skal slippe helskindet igennem de kommende års besparelser.

Enten må universitetet højne effektiviteten yderligere, og dermed højst sandsynligt sænke kvaliteten af uddannelser, eller sænke udgifterne, hvilket alt andet lige vil betyde lukning af endnu flere uddannelser.

’Men hvordan vælger man, hvilke uddannelser der skal lukkes?’, blev der spurgt fra salen, hvor der tydeligvis var mødt mange studerende op fra de lukningstruede linjer på ASP og IMK.

- Indtil i dag har vi udelukkende kigget på samfundsværdi, når vi har diskuteret vores uddannelsesportefølje, proklamerede Per Holten-Andersen og påpegede:

- Vi har altså beholdt uddannelser, der er efterspurgt af erhvervslivet, selv om de måske har været dyrere end gennemsnittet. Det har vi ikke råd til længere. Nu bliver vi nødt til hardcore at kigge på, hvilke uddannelser der er dyrest.

Udenomssnak fra den inviterede politiker

I et markant langsommere tempo end CBS’ rektor indtog medlem af Folketinget fra Liberal Alliance og ph.d. fra CBS Henrik Dahl, bagefter scenen. Han startede ud med at joke med, at hans job er ligesom landsholdsfodboldtræneren – lige meget hvad man gør, så mener hele Danmark, at de kan gøre det bedre.

- For situationen jo forfærdelig. Vi har det højeste skattetryk i verden i Danmark. Og det får jo én til at spørge, hvad er det, I gør med alle pengene? Hvor forsvinder alle pengene hen? spurgte Henrik Dahl retorisk.

Efter 10 minutters snak, hvor de fremmødte studerende ikke kunne se den røde råd mellem denne svada og regeringens besparelser, begyndte der dog at komme tilråb om at, nu måtte Henrik Dahl gerne komme til sagen og snakke uddannelse og CBS som planlagt.

Politiker: ”Politikere er underlige”

Dette ville Henrik Dahl dog helst ikke. Hans eneste argument for besparelserne var, at regeringen ikke har råd til at øge bevillinger, og at politik desuden er en underlig størrelse.

Til et spørgsmål om, hvorfor man prioriterer, som man gør, og skærer lige så meget på CBS, der har lav dimittendledighed og får mange i arbejde i den private sektor, som på andre universiteter, svarede Henrik Dahl:

- Det er et godt spørgsmål. Men politik er en underlig størrelse. I Liberal Alliance er vi for eksempel imod besparelserne på forskning, men der skal jo 90 mandater til et flertal. Så det er ikke altid rationelt, hvad politikerne beslutter sig for.

”Hvornår har du fået nok, rektor?”

Herefter var der lagt op til debat, hvor de studerende blev involveret, og det var tydligt, at emnet virkelig fik de studerende op ad stolen.

Flere kontroversielle forslag, så som afskaffelse af SU’en og brugerbetaling på uddannelse blev diskuteret, dog uden at nå frem til enighed fra de fremmødte.

Aftenens sidste spørgsmål stod CBS Students’ formand Daniel Andersen dog for:

- Mit spørgsmål er til dig, Per. Hvornår har du fået nok? På trods af, at vi gentagne gange har advaret regeringen om, at CBS ikke kan levere på økonomien, så bliver politikerne jo ved med at ville spare. Men hvornår vil du ikke være med til det længere?  

Og til det svarede rektor:

- Vi bor i et demokrati. Og vi skal huske, at befolkningen har valgt politikerne, så det, de gør, afspejler jo på mange måder befolkningens ønsker. Jeg accepterer naturligvis demokratiet, og derfor vil jeg også være med rigtig længe. Det er jo mit job.

Rektor tager stadig imod forslag

Selv om debatten kun varede 2,5 time onsdag aften, er diskussionen omkring CBS’ fremtid langt fra slut.

- I CBS Students bliver vi selvfølgelig ved med at kæmpe for vores uddannelseskvalitet og for de studerende på CBS. Det stopper vi aldrig med, fortalte Daniel Andersen umiddelbart efter debatten.

Ligeledes proklamerede Per Holten-Andersen, at CBS med glæde tager imod forslag fra de studerende om, hvordan CBS enten kan tjene flere penge eller gennemgå besparelserne så smertefri så muligt.

Har du gode idéer, kan du jo starte med at kommentere lige her under artiklen.