… og så tog CBS Case Competition i Zoo

Skrevet af Bjørn Hyldkrog - Foto: Henriette Frausing - 26. februar 2014 - 12:340 kommentarer
Klar til CBS Case Competition 2014.

Årets CBS CC ’14 case-virksomhed er Copenhagen Zoo, også kendt som Zoologisk Have i København. Det blev sløret løftet for til stort bifald i et Carlsberg Auditorium fyldt med case-teams, Beat the Elite-hold og interesserede tilskuere klokken 9.30, onsdag den 26. februar.

CBS Case Competiton 2014 tog som det allerførste efter præsentationen af årets case-virksomhed i Zoo. I hvert fald de 12 CBS CC ’14-teams og deres Team Hosts. Nu skulle der lige hentes inspiration, før døgndriftsarbejdet for alvor gik i gang.

Årets case går ud på at lave en 5-års forretningsplan for Zoo. Den skal bygge på kvalitet, videnskabelighed og værdiskabelse for Zoos mange besøgende, og så skal den være bæredygtig, så der kan bygges videre på den ind i fremtiden.

Casen er i år skrevet af Andreas Horwitz og Katja Eberhardt fra CBS CC’s Organizing Committee’s Case Group. Begge læser cand.merc. i Finansiering og Regnskab.

Mørke, spænding, stilhed, sus og jubel
Det er typisk ved afsløringen af årets case, CBS for alvor kommer i Case Competition-stemning, og man kan mærke, at konkurrencen faktisk er CBS’ bedste bud på en ’nationalsport’. Nu rykker det. Nu sker det. Og sådan var det også i år.

Da lyset blev slukket til præsentationsvideoen, kunne man næsten høre, hvordan åndedræt blev tilbageholdt. Da case-virksomheden blev præsenteret, kunne man ikke høre, hvad der blev sagt i videoen for klapsalver og jubel. Og så blev der fniset lidt, da der kom et billede af en giraf.

Zoo’s administrerende direktør, en imponeret Steffen Stræde, erklærede sig både rørt og overvældet. Ikke bare af præsentationsvideoen og publikums reaktion men også over udsigten til at få så mange talentfulde mennesker til at arbejde med Zoo’s forretningsplan.

Spændende og perspektivrig case
Så blev de 12 teams sendt i Zoo med bus. CBS OBSERVER nåede lige at få et par ord og et foto ud af Team CBS. Simone Amalie Ringmann gav udtryk for stor begejstring for casen, som hun fandt utrolig spændende, udfordrende og perspektivrig.

Adspurgt om de havde været – og gennem deres coaching var blevet – forberedte på at skulle levere en 5-årig forretningsplan, svarede Mads Schou-Andreasen:

- Det er absolut en udfordring at skulle levere forslag til at lave god forretning, der strækker 5 år – og længere – ind i fremtiden, men vi er klar. Når man tænker på de seneste uger for Zoo, så får vi i hvert fald ikke problemer med international ’brand recognition’.

Så drog Team CBS og de 11 andre i Zoo og efterlod Beat the Elite-folket, der efter den korte pause fik deres instrukser. Tilbage sad også Team Coach Stephanie Hadler, der ikke må have kontakt med teamet, før konkurrencen er overstået:

- Om de er klar til at levere en 5-årig forretningsplan? De er klar til hvad som helst! var Stephanie Hadler’s klare udmelding.

Hvordan planlægger man at vækste?
Før case-præsentationen var der indlæg ved industrieksperten Jérôme Hervé, Partner og Managing Director Boston Consulting Group’s Paris-filial. Han gennemgik og sammenholdt med fokus på vækst og charmerende accent en række eksempler på både mere og mindre vellykkede strategier.

Da han efter sit indlæg åbnede for spørgsmål, var der kun ét – det var til gengæld ifølge Jérôme Hervé et godt et, faktisk det vigtigste – men…

Man kan ikke planlægge vækst, var svaret. Man kan forberede sig, og man kan planlægge. Man kan sørge for at lægge sin indsats inden for de gældende mega-trends… og så skal man selvfølgelig være konkurrencedygtig. Endelig skal man sørge for, at organisationen er smidig og beslutningsdygtig med kort varsel.

Ud fra CBS Case Competition’s udvikling gennem årene 2002-14, så har den – planlagt eller ej – ramt den rigtige strategi lige i kassen. On nu går det løs igen - forhåbentlig med løsninger, der vil gøre Zoo i stand til det samme. Spændingen udløses på fredag.