Optrappet nationalt DSF-fokus på uddannelsernes underfinansiering

Skrevet af Jannick Friis Christensen - Foto: Anders Meldgård Kjemtrup - 15. april 2013 - 13:580 kommentarer
Delegationen fra CBS Students kørte discount-linjen helt til dørs og havde indløst orange biletter til den endelige, enstemmige afstemning.

CBS Students var vært, da over hundrede studerende fra landets største universiteter i weekenden enstemmigt gav Danske Studerendes Fællesråd (DSF) mandat til at kæmpe for bedre finansiering af uddannelser, især på CBS.

Fald i tilskud per studerende
Weekendens DSF-politikkonference udspillede sig i Ovnhallen på Porcelænshaven, hvor CBS Students med næstformand Charlotte Gjedde i spidsen agerede vært for de 132 delegerede studerende, der var samlet for at sætte fokus på finansiering af uddannelser.

CBS International Choir varmede fredag eftermiddag op med sangen ”Don’t you worry child” af David Guetta. Alligevel var det en bekymret formand for de studerendes interesseorganisation, Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Jakob Rugaard, der siden ridsede situationens alvor op for forsamlingen:

- Med stadig flere ansøgere, er det vigtigt, at der kommer en bedre finansiering af vores uddannelser, berettede formanden i hans åbningstale og fortsatte:

- Vi er glade for enhver ny studiekammerat, vi får, men vi må sige til (uddannelsesminister, red.) Morten Østergaard, at der skal flere penge til, før vi kan juble over flere ansøgere.

Molin: CBS har særlige udfordringer
Jakob Rugaard referer her til faldet i det samlede tilskud per heltidsstuderende på 13,5 procent i perioden 2009 til 2013, hvor der i årets Finanslov ifølge DSF’s beregner er budgetteret med en nedgang i de samlede bevillinger på godt 13 procent frem mod 2016.

CBS’ uddannelsesdekan Jan Molin, der var med til at byde velkommen og åbne konferencen, udtrykte begejstring for at lægge hus til arrangementet, og han var ikke sen til at fremhæve CBS’ særlige økonomiske udfordringer.

- Vi er på CBS underfinansierede. Det er uddannelsessiden, der leverer pengene, og det er i høj grad forskningssiden, der bruger dem, forklarede Jan Molin med en klar appel til studerende fra de øvrige universiteter om at udvise solidaritet:

- Jeg er gammel nok til at tro på både demokrati og solidaritet, og man skal kunne håndtere begge i en organisation som DSF, så jeg har store forventninger til konferencens resultater

CBS Students: politikpapir er en sejr
Med 58 indkomne ændringsforslag til det kun seks sider lange udkast til DSF’s politik for finansiering af de danske uddannelsesinstitutioner var målstregen dog ikke lige om hjørnet. Det krævede hård styring fra dirigentbordet – til tider på bekostning af debatten – at få politikpapiret færdigbehandlet i tide.

Først i løbet af de tidlige aftentimer om lørdagen blev politikpapiret, også kaldet finansieringspapiret, enstemmigt vedtaget, hvilket gjorde, at aftenens festligheder på Nexus måtte udskydes med en halv time.

CBS Students næstformand Charlotte Gjedde, der havde stået for alt det praktiske i forbindelse med politikkonferencen, mener dog, det har været alle anstrengelserne værd.

- Jeg synes, at det er en sejr i sig selv, at vi nu får sat fokus på underfinansieringen af vores uddannelser med det vedtagne finansieringspapir, reflekterede en udmattet Charlotte Gjedde, der kun havde fået fire timers søvn i løbet af hele weekenden, og tilføjede:

- Der er selvfølgelig altid ting, man kan være uenig i, hvor vi er gået på kompromis for at nå frem til enighed om en fælles politik.

Svært at være CBS Students, og dog..!
CBS Students havde det især problematisk med en underdagsorden om internationalisering, som studenterrådene ved KU og RUC havde succes med at få igennem.

Ændringsforslaget, som går ud på, at brugerbetaling for internationale studerende skal afskaffes, faldt således ikke i god jord hos Philip Hardø, der er formand på andet år for CBS Students, og som har deltaget ved tre tidligere politikkonferencer.

- Er i helt ude i hampen? Det er sådanne forslag, der gør det rigtig svært for CBS Students at være CBS Students, når der også er studenterorganisationer, der snakker om privatisering af universiteterne i Danmark, proklamerede Philip Hardø forgæves fra talerstolen, men måtte erkende, at finansieringgssejren var langt den vigtigst at hente hjem.

CBS Students' formand oplevede dog tre klare sejre for CBS Students: Først og fremmest overhovedet at hale hele studenterbevægelsten til CBS, så at samle dem om en klar CBS Students dagsorden (hvilket invitationen var en forudsætning for), og at CBS Students under konferencen vandt anerkendelse som Danmarks bedste studenterorganisation.

Klare CBS-spor på politikpapir
Mads Holmbom, der læser BSc IB (International Business) på første år, og som var ny på politikkonferencen, konkluderede imidlertid, at CBS Students har sat tydelige præg på finansieringspapiret.

- Vi har haft stor indflydelse på indholdet. Eksempelvis har vi fået med, at der skal arbejdes for universiteterne med særligt lave tilskud, men det var bestemt heller ikke uden modstand, sagde Mads Holmbom.

Mens Mads Holmbom ikke betvivlede den forhandlingskraft, DSF har over for politikerne, synes han dog, at der er behov for en løbende debat om CBS’ studerendes udbytte af medlemskabet af DSF, og påpegede:

- Hvis ikke CBS havde været til stede, ville visse formuleringer i finansieringspapiret være blevet ekstremt ideologiske. Generelt manglede der en pragmatisk tilgang til tingene.

Indrømmelse fra uddannelsesministeren
Mere pragmatisk blev det dog ikke, da uddannelsesminister Morten Østergaard om søndagen ved middagstid gæstede konferencen.

- Vi har sat ny rekord i, hvor mange studerende, der optages, og det er finansieret krone for krone, lød det fra Morten Østergaard, der indirekte indrømmede, at visse uddannelsesinstitutioner halter bagefter økonomisk:

- Jeg mener, at det er bedst at snakke om, hvordan vi vil fordele nye midler fremadrettet, for ellers er det et spørgsmål, om man vil ud at lukke institutioner nogle steder, fordi nogen har noget til gode.

Morten Østergaard nævnede desuden, at han fandt det helt legitimt at starte en debat om finansiering af uddannelserne, og opfordrede konferencedeltagerne til at komme med konkrete forslag på området.

DSF varsler sommerkampagner
De konkrete forslag vil DSF-formand Jakob Ruggaard gerne stå for, og han varsler allerede nu sommerkampagner, der skal sætte fokus uddannelserne underfinansiering.

- Vi vil med kampagnerne først italesætte emnet lokalt, for så at hæve det op på nationalt plan. Vi forsøger desuden at gøde jorden med en ordførerrunde forinden, forklarede Jakob Ruggaard, der ser politikpapirets mål som noget, der kontinuerligt skal arbejdes hen imod.

- Politikpapiret er et holdningspapir, som muligvis kan realiseres på længere sigt. Nu har vi i første omgang mulighed for at komme på dagsordenen ved det kommende kommunalvalg, DSF-formanden.

Ingen ugler i mosen
I mellemtiden bar CBS Students’ hårde arbejde med at arrangere politikkonferencen frugt på den korte bane, idet de vandt maskotten for DSF: en udstoppet ugle.

Som en tilbagevendende tradition gives uglen til den medlemsorganisation, der har udmærket sig særligt under politikkonferencen. Der var tæt løb mellem CBS, RUC og AU, men det blev altså CBS Students, der fløj sejrrigt af sted.

- Jeg havde et parameter for succes her i min anden periode som formand, og det var, at uglen skulle tilbage på CBS, lød den vittige takketale fra Philip Hardø, da konferencen gik på hæld og en samlet studenterbevægelsen gik hver til sit frem til efterårets politikkonference.