PFA-prisen 2014 uddelt på HD(O)

Skrevet af Joan Knudsen, Studieadministrator for HD-Organisation - Foto: HD i Organisation - 6. oktober 2014 - 12:120 kommentarer
Fra prisoverrækkelsen ved dimittendreceptionen ses fra venstre Katja Elm, direktør i PFA Sune Schackenfeldt og Janne Taklo Sørensen.

I forbindelse med dimittendreceptionen på HD 2. del i Organisation og Ledelse blev årets PFA-pris uddelt til projekt om arbejdstidsreformen i gymnasieskolen 

2 studerende på HD 2. del i Organisation og Ledelse (HD(O)) tøvede ikke med at gribe chancen, da de fik mulighed for at arbejde med arbejdstidsreformen i gymnasieskolen og give ledelsen vejledning i håndteringen af et meget komplekst problem.

I forbindelse med dimittendreceptionen på HD(O) uddeles hvert år en pris for årgangens bedste afgangsprojekt.

Prisen gives af PFA Pension, og udvælgelsen af det bedste afgangsprojekt er baseret på 3 kriterier: Projektet skal karakteriseres af originalitet, selvstændighed og nytænkning. Det skal være på et akademisk niveau, og det skal have tydelig relevans for praksis.  

I år er PFA-prisen givet til Janne Taklo Sørensen og Katja Elm, der har skrevet et projekt om den ’normalisering’ af arbejdstiden som gymnasieskolerne, ligesom folkeskolen og nu også universiteterne gennemgår i disse år.

Originalt projekt der påvirker ledelsen.

Janne Taklo Sørensen og Katja Elm valgte at fokusere på en meget kompleks problemstilling, og de udviste en evne til – på trods af kompleksiteten - at lade virkeligheden styre projektet.

Projektet er originalt såvel i teorivalg som i sin måde at arbejde meget tæt på den empiriske virkelighed. Inddragelsen af ledelsen i projektet spiller en direkte rolle for deres forståelse og den fremtidige håndtering af problematikken.

Som direktør i PFA Sune Schackenfeldt bemærkede i sin tale til prisoverrækkelsen, er projektet originalt i sit valg af emne.

Det demonstrerer både den store bredde for, hvad viden fra HD(O) kan bruges til, samt hvilke organisationer HD(O)-studerende kan bidrage til.