Pilotprojekt om stress hos forskere floppede

Skrevet af Trivselsbloggen - 24. maj 2016 - 11:470 kommentarer
Bodil Skov, der netop er gået på pension, skriver trivselsbloggen denne gang.

Forskere oplever det som spild af tid og har heller ikke tid til at tale om arbejdsbelastning og stresssymptomer, medmindre det er relevant for dem lige her og nu. Sådan kan man lidt dystert udlægge resultaterne af et pilotprojekt om Anti Stress Awareness hos forskere på CBS. Men vi kan ikke lade stå til!

Intro: Så er trivselsbloggen tilbage med en blog af Bodil Skov Jensen. Bodil har været ansat på CBS i over 20 år og har beskæftiget sig med stressforebyggelse på CBS siden starten af nullerne. Bodil er med andre ord dén, der har en størst erfaring med at hjælpe stressramte forskere på CBS.

Bodil sagde farvel til CBS i starten af maj for at gå på pension.Det er noget af en ekspertise vi siger farvel til i HR og på CBS. Derfor bad jeg Bodil, som er en af hovedkvinderne bag vores trivselskampagne, at skrive dette blogindlæg, dels om hendes erfaringer med et konkret projekt i kampagnen, og dels om hendes personlige tanker omkring forskere og stress bygget på hendes mangeårige erfaringer.

Bloggen vender tilbage lige efter sommerferien med nyt fra kampagnen. I efterårssemestret starter vi nemlig nye aktiviteter op, som I kommer til at høre meget mere om. Bl.a. nye aktiviteter for institutterne baseret på erfaringerne fra Anti-Stress Awareness projektet.

God sommer til jer!
Trine Madsen

Af Bodil Skov Jensen, HR udviklingskonsulent

I 2015 og 2016 gennemførte HR i samarbejde med IBC og INT et forsøg med at skabe større opmærksomhed hos forskere om stress og stressorer i deres arbejdsliv.

Baggrunden for det var, at trivselsmålingen i 2014 desværre havde vist, at CBS' forskere fortsat havde en lav score betydeligt under et tilfredsstillende niveau på spørgsmål om arbejdsomfang og arbejdstempo.

Denne tendens understøttes af de undersøgelser om forskeres psykiske arbejdsmiljø, der igennem de senere år har påvist, at arbejdsbelastningen for forskere er stor, og at det psykiske arbejdsmiljø kunne være bedre.

Pilotprojektet skulle afprøve, hvordan CBS kunne skabe større opmærksomhed hos forskere om deres arbejdsliv således, at risikoen for nedslidning og øget forekomst af stress og stresssymptomer kunne forebygges.

Den oprindelige tanke var, at pilotprojektet skulle omfatte samtlige medarbejdere på et institut for at skabe fælles viden og opmærksomhed om problemstillingen, så det blev acceptabelt at tale om arbejdspres og arbejdsbelastning og samtidig at skabe øget opmærksomhed om den måde, som arbejdet var organiseret på, og på de stressorer, der kunne være i arbejdslivet.

IBC havde drøftet, hvilke temaer kunne være relevante, og de fire temaer blev: Signs of Stress, Managing my Multiples, Work with(-out) Boundaries og Recognition in Modern Work Life. De særlige mål var, at:

  • tage udgangspunkt i det individuelle mhp. at gøre noget i fælleskab på instituttet.
  • medarbejderne ikke skulle knække.
  • vinduer kunne åbnes til andre, så medarbejderne kunne støttes i de mange opgaver, der ventede.

Ideen var, at det var frivilligt at deltage, men med håbet om, at mange ville. Derfor blev temaerne organiseret i 4 frokostmøder af halvanden times varighed. En ekstern konsulent var oplægsholder, og formen indebar, at vægten lå på oplæg med tid til individuel refleksion primært i form af øvelser. Der var således ikke tid til egentlige diskussioner.

Endelig blev der etableret en referencegruppe bestående af institutledere og tillidsrepræsentanter for IBC og INT.

Lige nu sidder referencegruppen og tænker over, hvordan vi kan komme videre efter at forsøget floppede… For der var lav interesse for at deltage i det, selvom vi havde gjort os umage.

Projektet var gennemdrøftet på IBC, temaer og placering af tid og sted var valgt af forskerne selv, oplægsholderen var anerkendt. Men desværre deltog kun 12 pct. af forskerne i snit i hver af de 4 kursusgange.

Men hvorfor var interessen egentlig ikke større blandt forskerne, når de nu fik muligheden for at tale om deres eget arbejdsliv?

Den simple forklaring kunne være, at de kun bruger tid på noget, som er absolut nødvendigt. Der er dog også fremsat andre forklaringer på, hvorfor interessen var så relativ lav, jeg vil tillade mig at dvæle ved enkelte af dem:

Robustheden:

  • Arbejdspres og arbejdsbelastning er et grundvilkår ved at arbejde som forsker
  • Forskere er robuste i kraft af det kvalificeringsforløb, der ligger forud for ansættelsen som lektor.
  • Forskere er drevet af indre motivation i et højpræstationsmiljø.

Disse tre forhold er givetvis en del af forklaringen og vel også en del af forskernes selvopfattelse.

Lidt højstemt kunne jeg driste mig til at tænke om forskeren som en Prometheus figur, som bringer liv og ild til menneskeheden, og som betaler for det ved at få hakket leveren ud, for om natten at hele, så det hele kan gentage sig - og tåler det uden klage.

Under alle omstændigheder giver det et billede dobbeltheden i rollen som forsker, nemlig at robustheden er et adelsmærke og samtidig en akilleshæl, fordi det er svært at tale om, når robustheden krakelerer.

Der er en tavshedskultur, hvor man nødig taler om nederlagene, om udmattelse, om ensomhed i opgaven eller… Mange forskere har givetvis overlevelsesstrategier, der virker for dem, men vi ved, at nogle forskere gemmer sig ad vejen i perioder for at komme ovenpå igen, og de fleste har haft kolleger, som har været ramt af stress eller kraftige stresssymptomer i perioder. 

Arbejdsvilkår som truer den indre motivation

Igennem de senere år har en øget styring af forskning og uddannelse været med til at skabe en endeløs performancemaskine med krav om høj kvalitet i forskning og uddannelse og med flere administrative forpligtelser.

Risikoen er, at motivation, loyalitet og engagement, oplevelsen af udviklingsmuligheder, meningen med arbejdet og involveringen i arbejdspladsen kommer under et så voldsomt pres, at den indre motivation, men også det faglige miljø og de faglige relationer trues på sigt.

Flere nævnte, at det nærmest var hyklerisk at tale om stress, når man skulle løbe hurtigere pga. nedskæringer.

Konkurrencestaten og new public management er også på spil på universiteterne.

Hovedet ud af busken, tak

Jeg synes ikke, at vi skal lukke øjnene og lade stå til.

Der er øget opmærksomhed på forskernes psykiske arbejdsmiljø i ministeriet og de faglige organisationer. På CBS har ledelsen gennem længere tid været opmærksom på det, og der er afsat yderligere midler til at arbejde med det på CBS.

Jeg mener, at der er behov for, at forskerne lader være med at stikke hovedet i busken, slå kors for sig og håbe, at overbelastning og stress ikke rammer dem.

Der er også behov for, at samtale om det psykiske arbejdsmiljø ikke parkeres med henvisning til, at der ikke er noget at gøre, når de ydre vilkår forringer arbejdsvilkårene.

Jeg håber, at det på sigt lykkes at få hul igennem til forskerne, så de får mere viden om stresssymptomer og stressorer i arbejdslivet men også får skabt rum for at samtale og finde måder at forebygge, at et travlt arbejdsliv ender i stress og et ringere psykisk arbejdsmiljø.

Der er ikke noget at vente på.

Relaterede artikler