Rektor: Manglende studieboliger hæmmer internationalisering

Skrevet af Jannick Friis Christensen - Foto: Henning Larsens Tegnestuer. - 13. maj 2013 - 12:492 kommentarer
Modeltegning af Amager Fælles Urban Gardens, som er en del af den projekterede internationale studenterby. Klik på den røde pil for flere illustrationer.

CBS’ internationalisering trues af den akutte boligmangel for studerende i København. Det internationale Kontor kæmper konstant for at skaffe internationale studerende tag over hovedet.

Ingen boliger, ingen internationale studerende
Et alt for lille antal studieboliger i København og det faktum, at CBS derfor ikke kan tilbyde udvekslingsstuderende boliggaranti, er ifølge rektor Per Holten Andersen for tiden den mest begrænsende faktor for internationaliseringen på CBS.

Velrenommerede business schools vil nemlig ikke indgå udvekslingsaftaler uden boliggaranti, og internationale studerende bliver helt af sig selv væk, når de ikke kan finde et sted at bo.

- Den manglende boliggaranti har affødt bekymringer blandt flere af de partneruniversiteter, vi har udvekslingsaftaler med, fortæller Tom Dahl-Østergaard, der er chef for Det internationale Kontor (DiK). Han er ikke i tvivl om, at CBS kan tiltrække flere internationale studerende, hvis boligsituationen i København forbedres.

Udvekslingspartnere bekymret for boligsituationen
Ved studiestart sidste år var der over 10.000 danske og udenlandske studerende på venteliste til at finde bolig alene i Københavnsområdet. På CBS kæmper DiK's Housing-kontor hver semesterstart en brav kamp for at sikre, at de internationale studerende har tag over hovedet.

I efterårssemesteret 2012 bød CBS således 718 udvekslingsstuderende fra de mange partneruniversiteter velkommen, mens der kun var 403 sengepladser at dele ud af. 147 blev indlogeret privat, og 69 fandt bopæl via HousingAnywhere.com, der er en boligportal kun for studerende.

- Vi gør gerne vores partnere opmærksomme på, at det trods alt lykkes os gang på gang at finde bolig til alle, der henvender sig – også selv om enkelte studerende i 2012 kontaktede os så sent som en uge inden studiestart, forklarer Tom Dahl-Østergaard.

Godt 100 udvekslingsstuderende valgte sidste semesterstart ikke at søge assistance gennem CBS Housing Department. Tom Dahl-Østergaard tillader sig at håbe på, at mindst lige så mange er selvhjulpne næste efterår, hvor CBS kun har 359 sengepladser at anvise til.

Flere studerende til samme mængde boliger
Bolignøden er knap så slem i forårssemesteret, hvor CBS generelt modtager færre udvekslingsstuderende. I indeværende semester er der godt 500.

Selvom DiK historisk set ikke har problemer med at anvise boliger til udvekslingsstuderende i foråret, spår Tom Dahl-Østergaard, at gabet mellem de 359 sengepladser og de 500 udvekslingsstuderende hurtigt kan blive større.

- Studenterbestanden er i vækst, og samtidig er der et ønske fra både CBS’ side og politisk hold om, at flere CBS-studerende kommer på udveksling, siger Tom Dahl-Østergaard og påpeger:

- Når vi snakker udveksling, vil et stigende antal CBS’ere, der tager et semester i udlandet, nødvendigvis betyde et tilsvarende stigende antal studerende, der kommer til CBS.

Strukturelt problem i udveksling rammer økonomien
Den skæve fordeling af udvekslingsstuderende på CBS i henholdsvis efterårs- og forårssemesteret afføder et strukturelt problem, der kan gøre ondt i økonomien.

En anvisningsaftale til et kollegieværelse giver ikke blot CBS ret til at anvise studerende til værelset over hele året; den forpligter CBS til at betale for værelset for hele året – også selv om det står tomt.

- Det er kedeligt at kaste penge efter værelser, der står tomme, men det er faktisk også grænsende til det uetiske i en tid, hvor der er mange studerende, der ikke kan finde et sted at bo i København, fortæller Tom Dahl-Østergaard.

Han mener derfor, at det bedste for CBS ville være at få balance i antallet af udvekslingsstuderende, så der kommer lige mange året rundt, og kollegiekapaciteten kan sættes derefter.

Rektor: kommunerne gør mildest talt for lidt
Tom Dahl-Østergaard læner sig således tæt op ad rektor Per Holten Andersens bekymringer om de studerendes boligsituation, som afholder København fra at blive internationalt anerkendt som universitetsby, lyder det fra rektoren.

- Jeg synes ikke, at regionen, primært Københavns kommune, gør nok på området. Faktisk, har de gjort meget lidt, er den kontante melding fra Per Holten Andersen, som længe har forsøgt at vække kommunernes interesse for problematikken.

Derfor støtter han også aktivt op om et initiativ, der vil skabe en international by med boliger til 5.000 studerende i Ørestadsregionen på Amager, inspireret af det franske eksempel fra 1920’erne: Cité Internationale Universitaire de Paris.

Studenterby med 5.000 boliger kan løse meget
Det nye projekt, der skal levere en studenterby med 5.000 boliger, vil gøre meget for at ændre situationen, så København kan blive en velrenommeret universitetsby, mens livet bliver gjort nemmere for DiK.

- Jeg er en varm fortaler for initiativet og har støttet ideen fra starten, fordi jeg tror på den, siger Per Holten Andersen.

Per Holten-Andersen ser projektet som en mulig og god løsning på boligmanglen i København. For at hjælpe projektet på vej har han blandt andet sat penge af til en studentermedhjælp, der udelukkende beskæftiger sig med ISCC (The International Student City of Copenhagen).

CBS OBSERVER bringer i juni et interview med initiativtageren til ISCC, Jørgen Rossen, som præsenterer masterplanen for det projekt, der altså skal komme boligmanglen for danske og udenlandske studerende til livs og gøre Ørestadsregionen attraktiv som en nordisk metropol for uddannelse og forskning.

Kommentarer

det ligger også i god forbindelse med at tegnestuen ARKI vil omfordele bygningerne i ørestadens masterplan så fælledkvarteret flyttes. så er der jo plads til den nye studieby der. http://oravis.dk/index.php/orestad/57/4121

Hvad synes du?

Kollegiebehovet i København er stort, og det er på høje tid, at der sker noget, hvilket artiklen også konkluderer.

Jeg ser dog store problemer ved at man vil lave en hel kollegieby for internationale studerende, da et velfungerende kollegie kræver en kultur på stedet. Det opstår der kun, hvis man har beboere som bor på stedet i længere tid, og beboermassen ikke kun består af internationale studerende, som reelt kun vil have en seng at sove i, fordi de bruger resten af deres korte tid i Danmark på studiet samt at opleve hvordan kultur mv. er i Danmark.

Jeg har tidligere boet på et kollegium hvor antallet af udenlandske studerende var for højt, og den manglende kultur og kontinuitet gjorde stedet til et helvede at være i, fordi det ikke engang var muligt at etablere en rengøringsordning, fordi der var for stor udskiftning i beboermassen.

Hvad synes du?