Så er det tid til Career Fair 2014

Skrevet af Mette Krupa, Office of External Affairs - 26. september 2014 - 11:391 kommentar

Onsdag den 1. oktober åbner Career Centre endnu engang dørene op for CBS Career Fair. I år har der været rekordstor interesse fra virksomheder, der alle ønsker at nå ud til nye såvel som gamle CBS studerende. Dette har resulteret i over 40 deltagende virksomheder med stande fordelt i henholdsvis hal A, B og C på Solbjerg Plads.

Ny aktivitet på Career Fair: “Company Presentations”

Som noget nyt byder dette års Career Fair på “Company Presentations” i SPs12. Tilmelder du dig messen får du hele dagen adgang til 20 præsentationer, leveret af både nationale og internationale virksomheder. Her vil du, på de 10 minutter lange oplæg, få unik information om karrieremuligheder i de respektive organisationer. IBM starter ballet kl 10.10, mens Dropbox lukker og slukker med deres præsentation kl. 15.50. Se en oversigt over alle præsentationer i Career Fair brochuren, som udleveres på dagen.

For at få adgang til ”Company Presentations” er tilmelding nødvendig. Husk derfor at tilmelde dig messen, så du kan modtage dit navneskilt på dagen.

Navneskiltet er din adgangsbillet til:

  • Company Presentations
  • CV tjek af vores erfarne karriererådgivere
  • Professionelt foto til CV, LinkedIn og lignende

Inspiration til din karriere

CBS Career Fair er din mulighed for at udvide netværket og få inspiration til din karriere. Med mere end 40 tilmeldte virksomheder er der rig mulighed for at komme i dialog med de virksomheder, som du finder interessante.

Cand.merc.(kom) studerende, Louise Thomsen, deltog i forårsudgaven af messen i februar og fik en positiv oplevelse af mødet med virksomhederne:

- Jeg besøgte en del forskellige virksomheder og talte bl.a. med ATP. Det var rart at få sat ansigt på de store virksomheder... Det gør det meget mere håndgribeligt at søge job hos dem.

Louise medbragte sit CV og fik gode råd til hvordan hun målrettede sin jobsøgning. I dag har hun et relevant studiejob og kan varmt anbefale at deltage i CBS Career Fair:

- Der er en rigtig god stemning på dagen, og virksomhederne er faktisk interesserede i at ansætte… De står der ikke bare for at promovere sig selv... Jeg skal helt klart deltage i messen igen i år, hvor jeg vil tage på udkig efter virksomheder, som tilbyder praktikpladser til næste semester.

Få mest muligt ud af messen

For at få det bedste ud af messen er din egen forberedelse rigtig vigtig. God forberedelse er med til at skabe et godt indtryk og kan åbne op for nye relationer til erhvervslivet. Men hvordan skaber du en god relation på messen? Career Centres faste karriererådgiver, Jannik Talleruphuus, har et forslag:

- Ved at lave din research på forhånd, komme forberedt til virksomhederne, stille relevante spørgsmål, udvise drive og være afklaret omkring dine kompetencer.

Jannik anbefaler de studerende at have en elevatortale klar. På 10 sekunder skal du kunne fortælle, hvem du er, hvad du læser, hvad du gerne vil lave i fremtiden, og hvorfor den pågældende virksomhed er interessant for lige netop dig. Derfra kan man uddybe sine personlige og erhvervsmæssige kompetencer.

Tjek også vores ”Do’s and don’ts guide” ud inden messen.

Det praktiske 

Messen foregår:

Onsdag d. 1. oktober 2014 
Kl. 10:00-16:00
Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg

HUSK at registrere dig i hal C på dagen og få dit navneskilt – dette er din indgangsbillet til CV tjek, CV foto samt Company Presentations.
Vi glæder os til at se dig! 

// CBS Career Centre

Kommentarer

glæder mig til karriere messen

Hvad synes du?