Sådan får du råd til lidt mere i hverdagen

Skrevet af Helle-Lise Ritzau Kaptain - Foto: Dreamstime/Kaptain - 21. august 2013 - 12:132 kommentarer
Hvad, der er sparet, er tjent! Find de studierabatter, du har brug for og få (måske) råd til lidt mere.

Er økonomien lidt rigeligt stram i forbindelse med studiestarten? Luk Facebook ned og brug i stedet lidt tid på at google studierabatter – det kan godt betale sig. Vi giver dig et overblik.

Måske har du stået i en sport- og fritidsbutik og hørt kunden før dig sige ”Jeg læser idræt på uni, så jeg skal have rabat”. Hmm, den rabat kunne du godt have brugt, men du er jo CBS’er…

Bare rolig, der er også et utal af rabatter, der kan spare dig for en del af dine udgifter, bare du har et gyldigt studiekort (læs faktaboksen nederst). Faktisk er der så mange, at det vil være umuligt at omtale alle, men læs bare videre og gem gerne linket til denne artikel.

Vi har valgt nogle studierabatordninger ud, og giver dig samtidig nogle links til forskellige lister over studierabatter, som du selv kan bladre i, når du får tid.

Klar til den barske semesterstart?
Har du endnu ikke investeret i den ofte dyre semesterlitteratur, kan du med fordel smutte forbi Academic Books på Solbjerg Plads og indkassere minimum 10 procent på pensumbøger. Academic Books er et non-profit-foretagende, der gør en indsats for at sikre, at du kan købe pensumbøger til markedets bedste pris.

Og så er der det med computere… ofte spørger eksterne lektorer undrende, om CBS-studerende er sponsoreret af Apple. Det er de nu ikke, men med 12 procent CBS-rabat føles det nogle gange sådan.

Aftalen med Apple gælder ansattes og studerendes private indkøb af computere og er ikke en del af CBS' indkøbspolitik som virksomhed. Log på e-Campus og læs mere.

Du behøver ikke at bide tænderne sammen
CBS’ nærområde indbefatter masser af muligheder for motion, også hvis du ikke er typen, der hopper i løbeskoene og tager en tur rundt på campus eller fortsætter over i Frederiksberg Have.

Er du medlem af CBS Sport, kan du komme i form i Fitness World for 199 kroner om måneden. Læs mere om ordningen ved at klikke på linkene.

Tandlægeskræk! God undskyldning fra studerende, der frygter størrelsen på tandlægeregningen, men også her er der hjælp at hente.

For eksempel hos Tandlægerne på Frederiksberg (Smallegade), Tandlægerne Enghave Plads (Vesterbro) og Tandlægerne ved Runddelen (Nørrebro) kan man i pausen mellem forelæsningerne smutte forbi og få lavet alle 'frie behandlinger' som bedøvelse, plastfyldninger i kindtænder, kroner og rodbehandling med 15 procent studierabat, mens specialbehandlinger som for eksempel tandrensninger ikke giver rabat.

Så kører det for dig...
At dømme ud fra de kaotiske tilstande omkring cykelstativerne på CBS, vælger de fleste CBS’ere cyklen i hverdagen. Cykel-karmaen kan dog nogle gange være så ondskabsfuld, at det ender i havari.

Hos blandt andre Loke Cykler på H.C. Ørsteds vej 45, gives der studenterafslag på både reservedele (7 procent) og cykler (10 procent) ved forevisning af plastikkortet med det vellignende billede.

Der kan være langt fra Amager til CBS, hvis himmel og hav står i et. Til netop de dage giver DSB’s rejsekort faktisk pæne besparelser især hvis man rejser uden for myldretiden. Rejsekort giver op til halv pris på enkeltrejser i København og kan tjekkes ud lige her.

Husk også, at du har mulighed for Wildcard hos DSB – læs mere her. Eller skær igennem og anskaf dig et Ungdomskort - det giver dig som studerende (modtager af SU på en videregående uddannelse) fri afbenyttelse af offentlig transport i hele HT-området for knap 600 kr. om måneden samt ret til at rejse på børnebillet til og fra Hovedstadsområdet.

Log ind på e-Campus og få svar
Du kan få rabatter på stort set alt fra skønhedspleje, yoga, hypnose, restauranter, kulturelle oplevelser og rejser til aviser, smykker, fotoudstyr, computere og forsikringer.

Log ind på e-campus.dk og find listerne over studierabatter under fanebladet cybercampus (Studenter-Rabatten, Studerende Online og Stud-Rabat.dk).

Og har du lyst til at surfe lidt mere, kan du for eksempel prøve Rabatprisen.dk eller den danske udgave af Bownty.com, der blandt andet har her-og-nu-deals, som vi har set helt op til 80 procent af normalprisen.

Via e-Campus kan du også få adgang til Windows 7, Microsoft Office og Microsoft Security Essentials, ligesom du kan downloade for eksempel SAS (omfattende softwarepakke, der indeholder en række populære produkter til statistisk analyse), JMP (statistisk program til dataanalyse), SPSS (en række brugervenlige værktøjer til dataanalyse og prædiktiv analyse) og Mathematica (kendt som verdens ultimative program til beregninger).

Info 

Det nødvendige studiekort
Når du starter på CBS, skal du selv gøre en aktiv indsats for at få et studiekort.
Tag et billede ved fotostanderen enten på Solbjerg Plads eller i Dalgas Have.
Billedet gemmes automatisk i systemet. Efter en uge er dit studiekort klar og kan hentes ved informationen på Solbjerg Plads.

NB: Penge, der er indsat på enten studiekort eller printkort, refunderes ikke og kan ikke bruges i kantinen.

Kommentarer

Skal du bruge en ejendomsmægler i København, kan du få 10% hos Nem Ejendomsmægler, som i forvejen har lave priser.

Hvad synes du?

Hej CBSobserver

Først og fremmest vil jeg bare sige, at det er dejligt, at I har lagt mærke til vores studierabat på vores tandlægeklinik på Frederiksberg. Jeg vil dog i den forbindelse også gøre opmærksom på, at vi i 2014 har åbnet en klinik på Østerbro. Så hvis man bor på Østerbro kan man jo ligeså godt benytte sig af den klinik. Der er selvfølgelig også studierabat der.

Mvh.

Christian Tandlægerne på Frederiksberg/Østerbro

Hvad synes du?