Se billeder fra en fed julefrokost

Skrevet af Jørn Albertus - Foto: Jørn Albertus - 17. december 2012 - 22:132 kommentarer
CBS' julemand alias rektor Per Holten-Andersen fik lov at optræde sammen med cabaretens stjerne, Lucie Alexanian.

Der blev lavet løjer med rektor Per Holten-Andersen ved årets medarbejderjulefrokost. Han kom både på scenen som medvirkende i showet og på lærredet i Gangnam Style. Det tog han stoisk som en julemand.

Temaet for årets medarbejderjulefrokost på CBS var Cabaret, og det skortede da heller ikke på kunstneriske indslag med blandt andre Caroline Henderson og nogle dygtige balletdansere fra Den Kongelige.

LPF var vært og fik demonstreret, at ansatte på CBS kan andet end at boge den og sidde foran en pc. Nogle kan synge, nogle kan danse, nogle kan spille musik og nogle kan det hele på en gang. Og nogle kan ovenikøbet arrangere en fantastisk fest af den slags som CBS'erne påskønner og vil huske.

Ikke mindre end 750 ansatte deltog i julefrokosten. Det er ny rekord på CBS.

Maden var ikke Spisestuernes sædvanlige traditionelle julefrokost (som altså er god). LPF havde valgt en anden tilgang til det, der skulle i mundene, som på mange måder ville passe lige så godt til en storslået nytårsfest med alt godt fra havet og store stege. Uhyre velsmagende var det.

Østers en mas
Undertegnede nød den overflod af rejer, krebs og muslinger, der fyldte buffeten og satte især pris på, at der var østers - mange østers. Underdirektør hos Spisestuerne, Jan Stoltenberg tog sig egenhændigt af at åbne de 700, der var indkøbt.

Universitetsdirektør Hakon Iversen var den første til at henvende sig til OBSERVER med en opfordring til at skrive en hyldest til arrangørerne af den fede fest i fredags, så de CBS-ansatte kan få mulighed for at gå ind og sige pænt tak til arrangørerne og hvem de nu ellers vil takke i vores kommentarfelt nedenfor. Opfordringen er hermed videregivet.

Se billeder fra festen og af festdeltagerne ved at klikke på billedet ovenfor. Vi har ikke sat navne på alle, for vi kan dem ikke. Send navne til Jørn Albertus, så lægger jeg dem på.

God jul og godt nytår fra OBSERVER til høj, lav, bred og smal i organisationen CBS!

Kommentarer

Kommer så fra forfatteren til ovenstående.

Der sparkede LPF og Spisestuderne sgu røv. Respekt og tak for det!

Jørn, OBSERVER

Hvad synes du?

Tusind tak for en dejlig fest - så er der lagt i kakkelovnen til næste års arrangører.
God jul

Hvad synes du?