Send din eksamensangst på ferie

Skrevet af Sidsel Green - 17. december 2013 - 16:240 kommentarer
Lær at slappe af: Hvis du henter Eksamensangst-app'en ned til din smartphone, kan du få hjælp, lige når du har brug får det - uanset hvor du er.

En ny app fra Studenterrådgivningen påstår at hjælpe dig med at håndtere præstationsproblemer og stress. I forbindelse med eksaminer. CBS OBSERVER har testet, om den rent faktisk virker.

Måske er du så heldig, at du allerede har overstået alle dine eksaminer og er taget på juleferie med god samvittighed. Måske har du ikke skænket det en tanke endnu, da alle dine eksaminer ligger i januar – eller måske er du en af de mange studerende, som faktisk finder det ret frustrerende at skulle afbalancere juletid med eksamenstid.

CBS OBSERVER har tidligere nævnt et af Studenterrådgivningens tiltag for at hjælpe studerende med stress og eksamensangst; en app, som guider til en bedre døgnrytme, teknikker til at falde i søvn, planlægning af ens studier og generelle tips til eksamen.

Nu er den lanceret, og på CBS OBSERVER er vi faktisk meget positive.

Hjælp til store såvel som små problemer
Tre kategorier popper op, når du går ind i app’en: Fald til Ro, Eksamen og Studieteknik. Der er underkategorier til det hele, og hjælpen varierer fra åndedrætsøvelser, hvor en blid mandestemme taler til dig, til et spil, der skal få dig til at slappe af.

Der er også værktøjer til mere langsigtede eksamensproblemer som hjælp til planlægning af dit ugeskema og fif til, hvordan du får en god døgnrytme.

Ydermere kan du teste sig selv for at se, i hvilken grad du har brug for eksamenshjælpen. Testen kan dog virke ret overflødig, da det blot er ja/nej-spørgsmål, og det virker usandsynligt, at app’en på baggrund af de spørgsmål kan konkludere, om du er stresset og lider af eksamensangst.

Hent den nu!
Bortset fra testen virker app’en dog gennemarbejdet, og det er tydeligt, at der står professionelle rådgivere med mange års erfaring bag. En hel klar force ved app’en er, at der er så mange ting, du kan få hjælp til – uanset det drejer sig om, at du skal få styr på dine tanker lige inden en mundtlig eksamen, eller du generelt gerne vi ændre dine studievaner.

Det er altså både større og mindre bekymringer i forbindelse med eksamen, app’en kan hjælpe dig (af) med.

Vil du gerne have hjælp til at afbalancere eksamenslæsningen de næste par uger, anbefaler vi, at du prøver app’en, der ganske enkelt hedder ’Eksamensangst’. Har du en smartphone, kan den hentes gratis både i App Store og i Google Play.