SF: Dimensionering må ikke være ministerielt sololøb

Skrevet af Bjørn Hyldkrog - Foto: SF - 3. november 2014 - 13:200 kommentarer
SF’s uddannelses- og forskningsordfører, Annette Vilhelmsen, finder det ufatteligt, at Uddannelsesministeriet har kørt dimensioneringen som ministerielt sololøb.

SF’s uddannelses- og forskningsordfører, Annette Vilhelmsen, har nu indkaldt uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen til åbent samråd omkring planerne om dimensionering på de videregående uddannelser.

Mens SF er enig i de øvrige politiske partiers og de faglige miljøer på universiteternes bekymring om dimittendledigheden og anerkender, at det er et problem, der skal findes løsninger på, så er partiet ikke enige i Uddannelsesministeriets dimensioneringsplan.

Konsekvenserne af en dimensionering må hverken være en fuldstændig nedlæggelse af faglige uddannelsesklynger på enkelte uddannelsessteder eller resultere i, at færre studerende samlet set bliver optaget på bacheloruddannelser, skriver partiet i dag i en pressemeddelelse.

Uforståeligt at universiteterne ikke bliver hørt

I pressemeddelelsen konstateres det, at Rektorkollegiet har forsøgt at råbe ministeren op og har fremlagt sin egen strategi for dimensionering på de videregående uddannelser.

SF finder det ”helt uforståeligt, at ministeren ikke vil lytte til de faglige miljøer, der i sidste ende har ansvaret for at gennemføre en dimensionering på deres uddannelsessteder.”

Partiet mener desuden, ”at uddannelse er et for vigtigt område for hele samfundet til, at ministeren kan køre solospil på en så vigtig ændring som dimensionering på de uddannelser, de unge tilbydes.”.

Åbent samråd skal sikre medinddragelse

Annette Vilhelmsen har derfor indkaldt til samråd for at kræve ”entydige svar fra ministeren på, hvordan en banebrydende model for dimensionering kan have foregået uden et reelt samarbejde med både universiteter, rektorerne og andre uddannelsessteder.”

SF håber ifølge pressemeddelelsen, ”at det kommende samråd vil resultere i en dimensioneringsmodel, der i større grad involverer de berørte parter, herunder repræsentanter for de studerende, universiteterne, aftagerpanelet på de forskellige universiteter og rektorerne.”