Speed date med casevirksomheder til dit speciale inden for CSR

Skrevet af Marie Koustrup Frandsen - 10. januar 2014 - 13:220 kommentarer
Fra sidste års matchmaking-event.

Skriver du dit speciale i foråret/sommeren 2014 og leder du efter en casevirksomhed, kan du den 20. februar deltage i et match-making arrangement med virksomheder som vil udforske, udfordre og udvikle deres CSR relaterede aktiviteter.

Ved match-making-eventet kan du blandt andet møde repræsentanter fra:

  • IBM
  • Sustain Consulting
  • Københavns Madhus
  • DBU København
  • Kailow A/S
  • Sustain Festival Copenhagen

Prioriter selv, hvem du vil mødes med
Du har mulighed for at prioritere, hvilke virksomheder du helst vil møde, når du tilmelder dig. Størrelse, organisationsform, industri og udfordringer er forskellige, men de er alle interesserede i at få del i din viden og udforske, hvordan de kan bidrage til dit speciale.

Unik mulighed for at afprøve dine ideer
Sammen med max en anden specialestuderende/gruppe møder du to virksomheder i 25 minutter af gangen. Disse sessioner er en unik mulighed for at drøfte potentielle emner, og få lagt grundstenene for et fremtidigt samarbejde. Vær klar på at udfordre og blive udfordret.

- Match-making eventet har givet mig muligheden for at skrive et speciale, der har relation til et virkeligt problem for en virksomhed og komme med mine forbedringsforslag til at afhjælpe problemet, siger cand.merc. i Supply Chain Management Michael Allerup-Nielsen der deltog i sidste års match-making arrangement.

Du behøver ikke at være CSR-specialist
Der er rig mulighed for at kombinere CSR-området med dine kompetencer og interesser inden for eksempelvis marketing, finansiering eller kommunikation og du behøver derfor ikke at være CSR-specialist.

Arrangementet starter med et oplæg af en professor fra cbsCSR, som kort præsenterer de nyeste tendenser på området. Ligeledes sørger kandidatafhandlingskonsulent Vibeke Ankersborg for at give virksomhederne såvel som de studerende guidelines til at opnå et værdifuldt samarbejde.

Hvordan melder jeg mig til?
Du kan ansøge om at deltage i arrangementet via www.prme.cbs.dk/casematch. Dette skal ske inden onsdag d. 12. februar 2014.