Student Wine Festival 2015 bliver mere eksklusiv

Skrevet af Philip Rugh Høy Hansen, philip@cbswine.dk - 1. september 2015 - 11:070 kommentarer
Deltagerne i årets Wine Festival vil kunne mærke historiens vingesus i Børssalen.

Fredag d. 25. september skal der sættes et stort fedt kryds i kalenderen. Her afholdes årets Student Wine Festival af CBS Wine i samarbejde med Philipson Wine.

CBS Wine inviterer  300 studerende til smagning eksklusive vine i den fine børssal på det gamle Børsen.

For fjerde år i træk afholder CBS Wine Student Wine Festival for de studerende i hele København. I samarbejde med Philipson Wine, der medbringer nogle af deres allerbedste og dyreste vine til smagningen.

Der vil være mulighed for at smage den italienske klassiker Sassicaia, Côte-Rôtie fra det nordlige Rhône og endda 78 år gammel portvin. Alle vine der i udsalgspris koster et stykke over 1000 kr. pr. flaske, så er du på SU-budget kan du smage vine, som du normalt skal spare sammen til længe.

En smagning i historiske omgivelser

Smagningen bliver afholdt i Børssalen - en 500 kvadratmeter stor sal med unik indretning og masser af historie. Salen blev oprindeligt anvendt som varebørs, hvor der blev solgt korn og mange oversøiske varer.

Denne location har gjort, at CBS Wine i år kan invitere 300 mennesker med til smagning. 100 flere end den hidtidige rekord fra sidste års Wine festival, hvor der blev solgt 200 billetter. Det er suverænt den største smagning CBS Wine nogensinde har holdt.

En unik oplevelse

Næstformand i CBS Wine Sebastian Lunøe siger:

- De sidste tre års Student Wine Festivals har taget udgangspunkt i, at vi skulle smage nogle vine som man også ville have råd til at købe selv – også som studerende. I år ville vi gerne give folk en stor oplevelse og vise hvad vin kan. Derfor bliver der muligheden for at smage nogle vine, som man måske aldrig kommer til at smage igen.

Han fortsætter:

- Der bliver serveret flere vine til langt over 1000 kr. pr. flaske, så vi er oppe i et leje hvor det er svært at være med på SU. Derfor er vi glade for og stolte af at kunne tilbyde denne oplevelse til Københavns studerende. Og at vi så kunne afholde smagningen i de ekstravagante lokaler på Børsen gør kun oplevelsen endnu større. Desuden har vi fået en flot pris på smagningen, som normalt koster 300 kr., men for os kun står i 150 kr. pr næse, i et niveau hvor alle kan være med.”

Smagningen bliver holdt på Børsen, Slotsholmen, 1217 København K. Billetter kommer til at koste 150 kr. pr. person. Billetter bliver sat i salg på CBS Wines Facebook-side tirsdag d. 1. september kl 12

Men er allerede i salg fra mandag på CBS Wines ublend-side.