Studerende: studiejob betaler sig – også studiemæssigt

Skrevet af Jannick Friis ChristensenKaroline Toft-Petersen - 29. januar 2013 - 13:130 kommentarer
ASP-studerende Si Sophia Zhang kan ikke forestille sig en hverdag uden sit studiejob hos Georg Jensen, men hun kan heller ikke få sin økonomi til at hænge sammen uden. Her serverer hun kringle på flotte Georg Jensen sølvfade ved Strøgets 50 års jubilæum.

Der er blevet sat spørgsmålstegn ved studiejobs. Det er blevet hævdet, at studiet skal betragtes som et fuldtidsarbejde, og at studiejobbet kan forhindre en i at passe det seriøst. CBS’ studerende oplever tingene meget anderledes.

Deltidsarbejde og/eller fuldtidsstudier på spidsen
I september 2012 fastslog CBS’ uddannelsesdekan Jan Molin, at et studium kræver en arbejdsindsats, som svarer til et fuldtidsjob. Studerende på CBS forventes således at læse mindst 37 timer om ugen.

Budskabet var, at de studerende skal passe på ”ikke at lave en alliance med fanden”, hvor studiejobs stjæler tiden fra uddannelserne.

CBS OBSERVER er dykket ned i de studerendes virkelighed, der trods forskelligheder tegner et entydigt billede af, at studiejobs betaler sig – endda i flere henseender.

Dekan: studiejob kan være en alliance med fanden
Ifølge Djøf’s årlige studielivsundersøgelse for 2012 har 773 et studiejob, hvilket svarer til 73 procent af de lidt over tusind respondenter. Af dem er det dog kun 69 procent, der vurderer, at de har et studierelevant job.

Uddannelsesdekan Jan Molin cementerede i september samme år i forbindelse med et nyt kodeks for undervisningen på CBS, at et fuldtidsstudium på 1.650 timer årligt er lig med en ugentlig arbejdsbyrde på 37 timer, når alle studieaktiviteter er sammenlagt.

”Studerende skal passe på ikke at komme til at lave en alliance med fanden, hvor studiejobbet tager så mange timer, at man ikke kan passe sit studie og kvalificere sig til et rigtigt job og et godt et af slagsen.”, lød det på det tidspunkt fra Jan Molin, der bad alle studerende overveje kraftigt, om studiejobs betaler sig.

Uddannelsesdekan Jan Molins syn på studiejobs som værende skadelige tyder dog på at ligge ret så langt fra den virkelighed, mange af CBS’ studerende lever og ånder i til daglig.

Studerende uden job: jeg mangler erfaring
Den overvejelse har studerende på bacheloren International Business and Politics (IBP) Simone Jepsen gjort sig.

Simone fravalgte på sit første år af uddannelsen at have et studiejob for at have mere tid til at finde sig tilrette. Her på hendes andet år, kan hun til gengæld se flere fordele ved en studierelevant deltidsstilling.

- Der er jo det økonomiske incitament, men jeg vil generelt bare gerne i gang inden mit tredje år, for arbejdsgiverne efterspørger erfaring, fortæller Simone Jepsen, der forbereder sig i 3-4 timer til hver lektion.

Skulle Simone finde et studierelevant job ved siden af studierne, mener hun ikke, at Jan Molin har grund til bekymring.

- Læsebyrden vil være den samme, men fik jeg et studiejob, ville jeg automatisk blive tvunget til at organisere min kalender bedre, så der ikke er nogen spildtid. Som det ser ud nu, har jeg i hvert fald en 15 timer om ugen, hvor jeg godt kunne arbejde, uden at studiet bliver nedprioriteret, mener Simone Jepsen.

Kunne ikke forestille sig en hverdag uden job
Studerende Si Sophia Zhang, der er i gang med sit andet år på Asian Studies Programme (ASP), har gjort sig lignende overvejelser. Hun kunne ikke forestille sig en hverdag uden sit studiejob hos Georg Jensen.

Si Sophia Zhang planlægger sine arbejdsvagter efter undervisningen, og hun arbejder mindre i eksamensperioder og mere i ferier, netop så jobbet ikke skal gå ud over studiet.

- Jeg arbejder oftest en hel dag fra åben til luk, hvor jeg alligevel har skemafri, og så har jeg vitterligt ikke haft noget liv ved siden af jobbet i sommers og det meste af julen og nytåret, fortæller Si Sophia Zhang, og tilføjer:

- For mig var jobbet en nødvendighed, da jeg ikke kunne klare mig på en SU. Men jeg søgte det også for erfaringens skyld, og selv om det måske ikke er direkte studierelevant, er jeg alligevel den eneste i butikken på Strøget, der kan tale kinesisk – det har gjort, at jeg har lært en del ord og vendinger, som jeg ikke lærer til sprogtimerne på CBS.

Arbejdsopgaver som supplement til karakterer
Også Si Sophia Zhang formår trods studiejobbet at bruge godt 3 timer i forberedelsestid til hver lektion Hun fandt faktisk den praktiske erhvervserfaring så brugbar i forhold til hendes studie, at hun har valgt at søge en praktikplads i Kina i stedet for at tage på udveksling på uddannelsens femte semester.

De to bachelorstuderende er i hvert fald enige i, at det sagtens kan betale sig at have et studiejob. Det det bakker stud.ling.merc. Katrine Stoica op om.

Katrine Stoica koncentrerede sig udelukkende om at få gode karakterer på sin bachelor. Hun fravalgte af den årsag at have et studiejob – noget hun i dag bruger 15-20 timer på om ugen, og som hun finder helt uundværligt:

- Jeg er en del mere selektiv med hensyn til, hvad jeg læser, nu hvor jeg også har et arbejde. Men det gavner bestemt min uddannelse, at jeg har det, for jeg får en masse praktisk erfaring og kan fremvise det, jeg har udrettet som supplement til mine karakterer, forklarer Katrine Stoica.