Studiemad for den travle CBS’er

Skrevet af Miel Pedersen - Foto: Jørn Albertus - 3. september 2012 - 11:411 kommentar
Sammenlignet med 7Eleven klarer Spisestuerne sig pænt i konkurrencen, hvad såvel pris som kvalitet og udvalg angår - supermarkederne er dog billigst, når det kommer til alt det usunde.

Uden mad og drikke duer helten ikke. Som studerende er det derfor vigtigt, at man får sine vitaminer. Vi sammenligner dine ’On the Go’ frokostmuligheder på CBS med 7Eleven’s almenkendte udvalg og priser.

En hotter der holder – ej vel?
En hurtig frokost og straks står man i 7Eleven. Her står menuen på sprøde hottere og lækre baby bites. Men selv om billederne er ganske tillokkende, er priserne også derefter. En Jumbobite, Lunchbite, Pizza Slice og Calzone fås hver især til 25 kroner, og lægger man 15 kroner mere, får man en Cocio eller en Coca Cola med – i alt 40 kroner for en hurtig frokost.

Men som studerende må det næsten være de færreste, der har et budget, der kan holde til en daglig tur forbi det stribede hjørne. Særligt hvis man sammenligner dem med priserne i Netto, hvor man for omtrent samme pris kan købe 500 g hakket oksekød til lasagne eller kødsovs i en mængde, der omtrent kan dække en uges frokoster.

Men lever du livet ’On the Go’, kan storindkøb i Netto også hurtigt gå hen og blive en dyr fornøjelse. For lever du ligesom de fleste andre studerende, ved du garanteret ikke, hvor mange aftener om ugen du er hjemme, og de mange kilo grønt, du købte for at spare, er nu dårlige, fordi du i stedet for at kokkerere tog tidligt på Nexus.

Fra mors krødgryder til Spisestuernes buffet
Men tag det roligt, du er nu en del af Copenhagen Business School, og her er der selvfølgelig også tænkt på denne del af studielivet. Nu er det ikke hensigten at promovere CBS' kantiner, men Spisestuerne på CBS står nu engang for det udvalg, der er den travle CBS-studerendes alternativ til 'selvgjort er velgjort'.

Som studerende på CBS er du så privilegeret at have hele fire kantiner fordelt i alle større campus-bygninger. I dem er det muligt at købe en dagens ret til bare 25,75 kroner, og køber du et klippekort á 10 portioner, får du trykket prisen helt ned på 23 kroner pr. portion.

I kantinerne er det ikke bare en hotdog med ketchup, du får serveret. Tværtimod får du muligheden for at få fibre og proteiner med årstidens grønt, kød og fisk. Vil du hellere selv vælge fordelingen af kød og grønt, er der både en varm buffet og en salatbuffet til henholdsvis 8 kroner pr 100 gram og 19 eller 26,50 kroner for henholdsvis en lille og en stor salatskål.

’Celebrate Life’ på CBS
Drikkevarerne er der også styr på. Mens en CocaCola koster 21,50 kroner (plus pant) i 7Eleven, fås den til 18,00 kroner (plus pant) i Spisestuerne. De vinder også prisen for den billigste vand med CBS Vand til bare 10 kroner, og så fås den endda både med lemon og med eller uden brus. Supermarkederne er dog et billigere alternativ til begge.

Det gælder også, når du er lækkersulten ud på eftermiddagen eller trænger til et ordentligt sukkerchok for at vågne. Selvfølgelig kan Spisestuerne også hjælpe dig med det. Her tilbyder de nemlig såvel den gængse slikbutik som ret gode kager og wienerbrød. Prisen på wienerbrød ligger på 7,50 kroner og 12 kroner for et eller to styks, mens den i 7Eleven er oppe på 12 og 20 kroner for henholdsvis et og to styks.

I kageafdelingen er 7Eleven faktisk helt stået af over for Spisestuerne, der både tilbyder romkugler og napoleonshatte med videre til en pris på 8,50 og 15 kroner for en eller to styks.

Igen - supermarkederne er et billigere alternativ, når det kommer til alt det usunde, men når det drejer sig om rigtig mad, så klarer Spisestuerne faktisk pænt i konkurrencen, hvad såvel pris som kvalitet og udvalg angår.

Info 

Det er ikke kun din krop, der har gavn af en god kost. Din hjerne skal også have noget at køre på, når pensum tårner sig op, og læseaftnerne bliver lange. Læs her, hvordan du kan spise dig til en bedre karakter.

Har lyst til at udforske Spisestuerne menupunkt yderligere kan dette også gøre deres website.

Kommentarer

Endnu en selvforherligende runde retorik vedrørende CBS. Fin idé til en artikel men er det mon ikke på tide at Observer tager et skridt tilbage fra skolens sponsorerede lokaler og sætter et skarpt øje til, i stedet for at præsentere skolen som, simpelthen bare det bedste i verden?

Hvad synes du?