Stud.merc. og iværksætter udfordrer det traditionelle modemagasin

Skrevet af Helle-Lise Ritzau Kaptain - Foto: Tabula Rasa - 9. december 2013 - 12:350 kommentarer
Fie Tiedt, som er stud.merc.(kom), står sammen med tre amerikanere og en dansk stylist bag Tabula Rasa, et nyt fashionfoto-magasin, der udkommer til maj, hvis alt går, som de kvindelige iværksættere drømmer om.

CBS-studerende udfordrer modeindustriens fokus på trends, sæsoner og nye kollektioner - og fra biblioteket på Solbjerg Plads er hun netop i færd med at lancere modemagasinet Tabula Rasa i New York.

Stud.merc.(kom) Fie Tiedt er netop vendt hjem til CBS fra et internship i New York, hvor hun ud over at promovere skandinaviske stjernekokke og nordisk gastronomi også har startet et non-profit fashionfoto-magasin.

Fie samarbejder med endnu en dansker og tre amerikanere på tværs af landegrænser og tidszoner for at skabe magasinet Tabula Rasa, der med hendes egne ord ”fri for kommercielle interesser skal udforske modefotografiet som en selvstændig udtryksform”.

- Vi udforsker modefotografiet som medie og eksperimenterer samtidig med begrebet identitet, siger Fie, som synes at projektet passer perfekt til den 'nye stil', CBS har lagt for dagen, og fortsætter:

- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle kunne vælge fag som: Arts Management and Cultural Entrepreneurship og Immateriel økonomi/kulturel økonomi på CBS.

Postmoderne identitetstænkning
Magasinet henvender sig til læsere, der ikke vil belæres om trends og ’det nye’, men som sætter pris på at blive udfordret og inspireret i mere abstrakt forstand. 18 fotografer venter på at komme i gang med hver deres historie til den første udgave. De får frie rammer, og det eneste krav til fotograferne er, at deres bidrag skal være en tolkning af emnet identitet.

- Vi har endnu ikke skabt vores corporate identitet. I stedet for at skabe ét statisk billede af hvem vi er, lader vi det på postmoderne-vis være op til fotograferne at give deres fortolkning af begrebet identitet og samtidig skabe magasinets identitet, forklarer Fie og tilføjer:

- Tabula Rasa, betyder ”rengjort tavle” og refererer til et filosofisk begreb om, at menneskets bevidsthed er rent og upåvirket ved fødslen, indtil det bliver påvirket af omverdenen. Det er ud fra tanken om den rene tavle, at magasinet er blevet til. For hver udgivelse starter vi forfra med nye fotografer, nye ideer, og et nyt tema.

Crowdfunding: Finansiering uden annoncer
En af kerneværdierne for Tabula Rasa er friheden til at skabe indhold uden forpligtigelser og begrænsninger. Det trykte magasin bliver derfor finansieret uden annoncører, og pengene skal i stedet hentes gennem sponsorater fra crowdfunding-sitet Kickstarter.com.

- Vi har hentet inspiration fra kunstverdenen og benyttet os af crowdfunding. Kickstarter fungerer på den måde, at pengene først bliver trukket, hvis projektet realiserer deres mål inden deadline, forklarer Fie.

Siden Tabula Rasa blev lanceret på Kickstarter den 25. november, har iværksætterne finansieret mere end 4.200 dollars af magasinets budget – svarende til 22.000 danske kroner. For at projektet bliver en realitet - første magasin er planlagt til at udkomme i maj 2014 – skal de nå deres mål: 12.000 dollars inden den 25. december.

Info 

Bag om projektet
Tabula Rasa er grundlagt af den amerikanske fotograf Sabrina Banta i samarbejde med redaktøren Sabrina Tamar, grafikeren Esther Kim samt den danske stylist Louise Borchers og stud.merc.(kom) Fie Tiedt, som er PR director for magasinet.

Se mere på Kickstarter.com og på Facebook-sitet.