Tag med CBS på videnskabsfestival i Carlsberg Byen

Skrevet af Jesper Kock - Foto: ESOF2014 - 13. juni 2014 - 8:000 kommentarer
Copenhagen Business School bygger hver eneste dag bro imellem erhvervslivet og samfundet. Så besøg CBS' stand i Halmlageret og oplev et indendørs brobygningsunivers, hvor forskning og iværksætteri går op i en højere enhed.

Kom og besøg CBS’ stand ved den internationale videnskabsfestival Science in the City, hvor du fra den 21.-26. juni kan opleve en lang række events, shows og anden videnskabelig underholdning for hele familien.

Hvert andet år afholdes Europas største tværgående videnskabskonference i skiftende europæiske storbyer, og i år har værtsskabet for EuroScience Open Forum 2014 (ESOF2014) fundet vej til København. 

Ved ESOF2014 diskuterer 4.500 af verdens skarpeste hjerner videnskab, forskning og innovation under det overordnede tema ’Science Building Bridges’, og arrangørerne forventer over 30.000 besøgene til den gratis videnskabsfestival Science in the City, der foregår samtidig med ESOF2014.   

Science in the City bygger bro mellem borgere, forskere og erhvervslivet, og alle andre der undrer sig over, hvordan tingene hænger sammen i den verden, som vi lever i. 

Festivalen samler videnskabens mange forskellige grene, og du har mulighed for at gå på opdagelse og blive klogere gennem videnskabelige events som shows, talks, kunst, teater, workshops og meget andet.

Besøg CBS i Halmlageret

Copenhagen Business School bygger hver eneste dag bro imellem erhvervslivet og samfundet. En bro du nu i bogstavelig forstand kan tage en spændende spadseretur henover sammen med eksperterne.

Så besøg CBS i Halmlageret, og oplev et indendørs brobygningsunivers hvor forskning og iværksætteri går op i en højere enhed.

Du kan slappe af i Forest of Sustainability, udfordre dine evner som iværksætter, få en forståelse for dine forbrugsvaner og deres miljøpåvirkning, opleve hvordan det vilde minisamfund på Roskildefestivallen hjælper til at skabe bedre flygtningelejre, eller krydse den 20-meter lange bro der skildrer finanskrisens historie.

Historien er produceret af Centre for Financial Frictions (FRIC), og giver dig et pædagogisk overblik over, hvordan krisen overhovedet kunne lade sig gøre, og præcis hvilken rolle vores egne lånerenter og boliglån spillede.   

Events for alle aldre

I løbet af festivallen afholder CBS en række events, og du kan blandt andet opleve CBS’ egen version af ’Dragon’s Den’, hvor du kan overvære iværksættere sælge deres ideer til seriøse investorer. 

Hvis du ønsker videnskabelig underholdning, så kig forbi ’Copenhagen Science Slam’, hvor Lasse Rimmer er konferencier, og oplev hvordan videnskabsfolk konkurrerer om at formidle svære emner på den sjoveste og mest forståelige vis. 

Hvis du har børn med, så lad dem løse skattejagten på, under og omkring broen, mens du nyder et skud kaffe i den gratis Green Forest Lounge. Hvil benene i en rolig atmosfære og dyk så ind under broen, og besøg vores lounges.

Her kan du få uddybende information omkring 4 forskellige afdelinger på CBS, og hvis du tumler med en forretningside, så tag den med under armen – under broen kan du få kvalificeret hjælp.

Du kan læse mere om Science in the City Festivalen her, og du kan få et overblik over CBS’ arrangementer her.

Info 

Fakta om Science in the City:

- Åbent fra kl. 10.00-20.00 lørdag-onsdag og kl. 10.00-16.00 torsdag

- Over 80 arrangører fra Danmark og 20 andre lande

- Arrangør: Uddannelses- og Forskningsministeriet

- Facebook: www.facebook.com/scicitycph

- Twitter: www.twitter.com/scicitycph

- Instagram: www.instagram.com/scicitycph

- Social media hashtag: #scicity