Tanker i en pipeline om ledelse

Skrevet af - Foto: Tao Lytzen - 17. august 2016 - 13:340 kommentarer

Professor emeritus Kristian Kreiner mener, at forskningsdekan Peter Møllgaard risikerer at tegne et falsk billede af karriere- og udviklingssystemet med sin pipeline-metafor i indlægget på cbs.dk tidligere på sommeren.

CBS skal fremover rekruttere, udvikle og forfremme forskere og deres ledere ud fra en ”pipeline”-tankegang. Det skriver forskningsdekan Peter Møllgaard på CBS’ hjemmeside. Han hævder, at denne tankegang vil sikre en effektiv ledelses- og talentudvikling ved at skabe transparens omkring ”ansvar, adfærd og præstation hos ledere og forskere på forskellige niveauer”. Så ved alle, hvad der kræves af dem for at kravle op ad karrierestigen som forsker og som leder af forskere. Hvis du har ambitioner om at blive rektor, så læs forskningsdekanens liste over ting, man skal kunne og gøre i den rolle. Måske mener han også, at alle så ved, hvilke kvalifikationer de aktuelle ledere har, for hvis de ikke havde sådanne kvalifikationer, ville de jo nok ikke være kommet forrest i the Leadership Pipeline.

Peter Møllgaard risikerer dog at tegne et falsk billede af karriere- og udviklingssystemet med sin pipeline-metafor. At processerne i en organisation løber som i et næsten lukket rørsystem, hvor det gælder om at finde og lukke eventuelle huller – for eksempel de huller, som dekanen hævder, at kvinderne siver ud igennem – er naturligvis en bevidst naiv forestilling. Når jeg ser på CBS i øjeblikket, minder det hele mere om mine tagrender under de seneste skybrud. Vandet løber ud over kanten alle steder, fordi afløbet er for snævert. Måske har forskningsdekanen og den øvrige direktion sat sig på tværs i CBS’ indre univers, så mange tilsyneladende leder efter et hul at slippe væk igennem, før de falder ud over kanten. Man kunne ønske sig, at direktionen skabte bedre flow inde i pipelinen ved at fjerne alt det, der bremser, for eksempel den ekstremt centraliserede rekrutteringsproces.

Når pipeline-metaforen fortegner virkeligheden, er det, fordi et hierarkisk karrieresystem kun kan fungere, hvis der er mange huller, og hvis de fleste karrierer står stille. Der er kun én, der er rektor, så selvom der muligvis er mange i pipelinen med de rette ambitioner og kvalifikationer, så bliver kun en af dem rektor. For tiden er der en meget stor kohorte af adjunkter, men kun en håndfuld faste stillinger, de kan søge.

Mere skal der ikke til for at illustrere det, som vi ved fra mange andre sammenhænge, nemlig at det er dårlig strategi i en hierarkisk konkurrence at kunne og gøre det, alle de andre kan og gør. Der er måske 10.000 mennesker, der har de fornødne faglige kompetencer til at sidde i virksomhedsbestyrelser, så det store spørgsmål er, hvordan de 1.000, der er plads til, bliver udvalgt. Det bliver de nødvendigvis på basis af noget andet end de faglige kompetencer. At gøre sig kendt (gennem netværker eller ved at have lave noget ekstraordinært) er formentlig en bedre strategi – selvom forfremmelsen altid vil blive efterrationaliseret som et udslag af kvalifikationer.

Formålet med pipelinetilgangen er ”at afstemme forventninger til præstation på forskellige niveauer på en konsekvent og transparent måde”, skriver dekanen. Opgaverne på hvert niveau i det akademiske og det ledelsesmæssige hierarki er forskellige og kræver derfor særlige færdigheder, fokuspunkter og referencerammer (i min udlægning af teksten). Det kan være svært nok at forestille sig, hvordan man udtømmende og generelt skulle kunne definere færdigheder, fokuspunkter og referencerammer for en akademisk eller ledelsesmæssig praksis. Det hele står og falder med, om vi kan definere opgaverne bare nogenlunde realistisk. Når man læser dekanens beskrivelse af rektors rolle, får man indtryk af, at det er den rene badeferie at være topleder af CBS. Han har ansvar for at udpege dekanerne og at integrere funktioner og afdelinger på tværs, og når det er gjort, skal han bruge ”mindre tid på at agere og mere tid på at reflektere”. Ærlig talt, jeg troede, at rektor brugte al sin tid på at gå til møder! Men hvis dekanens billede er rigtigt, hvad er det så, man skal kunne og gøre til daglig for at få succes som rektor? Det er der ingen som helst pejling af i beskrivelsen af rollen. Det er vel ikke ligegyldigt, hvad han reflekterer over, og hvordan han gør det. At man kan udlede de nødvendige færdigheder og holdninger er derfor et postulat, som dækker over, at kravene defineres af andre, mindre rationelle hensyn. Man kan kalde det strategi at definere et vist antal publikationer, eller held til at skaffe ekstern finansiering, som forudsætning for at blive forfremmet til professor. Men det siger ikke nødvendigvis ret meget om, hvem der bliver forfremmet, eller hvad der skal til for at blive det. Mest sandsynligt kan det bruges til at legitimere de forfremmelser, der faktisk sker og dækker over de subjektive skøn, som altid vil være udslagsgivende i den slags beslutninger. Det er trods alt vurderingen af potentialer og menneskelige egenskaber, der er tale om, og prioriteringer mellem usammenlignelige forskningsfelter, der er udgangspunktet.

Hvis man gik og overvejede, hvad en forskningsdekan bruger sin tid til, så har vi nu fået et eksempel. Han skriver artikler om kunsten at lede et universitet efter en pipeline-tankegang. Det er rosværdigt, at han tør gøre det, fordi der jo er et antal institutter og en hoben forskere på CBS, der ved en masse om HR og ledelse – herunder universitetsledelse. De risikerer jo let at føle sig tilsidesat, når dekanen gør sig til ekspert på deres område. Det er velkendt, at det grundlæggende dilemma for ledelse i professionelle organisationer er, at man kommer til at lede folk, der ved mere om tingene end en selv. Det gælder måske især på CBS, og når man dér tager ordet ud af munden på dem, man leder, kommer man let til at fremstå naiv og ukritisk. Der er jo ellers så mange andre ting, som dekanen kunne formulere sig omkring med fuld autoritet og med udgangspunkt i sit ledelsesmæssige ansvar og rolle. Det kunne for eksempel være interessant at høre, hvad dekanen har af visioner for, hvordan CBS skal kæmpe sig ud af den aktuelle budgetmæssige klemme, så mine hårdt trængte tagrender ikke længere er en rammende metafor på CBS’ pipeline.

Kristian Kreiner, professor emeritus.