Tillykke, dit eksamensbevis kommer om et halvt år

Skrevet af Jannick Friis ChristensenJørn Albertus, illustration - Foto: © Ealisa | Dreamstime.com - Yellow Snail Photo - 18. august 2014 - 14:371 kommentar
CBS har ikke ligefrem glimret med hurtighed i at få udstedt eksamensbeviser til studerende, der blev færdige i slutningen af 2013

Udstedelsen af eksamensbeviser for de kandidater, der blev færdige ultimo 2013, har været lidt mere end almindeligt forsinket. Men studieadministrationen er kommet stærkt igen. Står du selv stadig og mangler et bevis, kan du hente et midlertidigt et i HUB’en.

Eksamensbeviser lader vente på sig

Blev du kandidat i slutningen af 2013? Så kan dit eksamensbevis, som du måske har bemærket, være forsinket.

Ifølge eksamensbekendtgørelsen skal CBS udstede et eksamensbevis senest 2 måneder efter, du har bestået din sidste eksamen på din uddannelse.

Det har dog ikke været helt nemt for CBS at efterleve for den gruppe af kandidatstuderende, som blev færdig i slutningen af sidste semester, hvor CBS gik over til det nye studieadministrative system, STADS.

Forsinkelser skyldes overgang til STADS

Overgangen til STADS har krævet konvertering af over 100.000 data, og fokus har i den forbindelse været på at sikre, at nuværende studerende har kunnet fortsætte på deres studier uden administrativ opsættende virkning.

Derudover har studieadministrationen haft hænderne fulde med i december og januar måned at indtaste de mange karakterer, der havde hobet sig op under eksamensperioden, så nuværende studerende vidste, om de var bestået eller ej og dermed, om de skulle tilmelde sig omprøver.

Sideløbende skulle der foretages en hel del manuelt arbejde i forhold til valgfagstilmeldinger, så de kom på plads før semesterstarten.

Det oplyser studiechef Rie Snekkerup, der samtidig fortæller, at CBS har været i gang med at sende kandidatbeviser ud siden marts måned, men at det ikke bare er et spørgsmål om at trykke print på computeren.

- Der er flere ting, som kan drille – og som har drillet. Data skal læses over i et eksamensbevismodul, hvor oplysningerne så ikke altid stemmer overens, og så har jeg insisteret på, at alle eksamensbeviser dobbelttjekkes, siger Rie Snekkerup.

Fik først sit bevis efter 8 måneder

Bøvl med skabelonen for eksamensbeviser og en masse dobbeltarbejde i forbindelse med konverteringen til STADS er altså forklaringen på, at flere CBS-dimittender har måttet se langt efter deres eksamensbeviser.

En af dem er Mads Keilberg, der blev færdig som cand.soc. i Politisk Kommunikation og Ledelse (PKL) i starten af november sidste år.

Han og hans specialemakker Mikkel Svendsen modtog først deres beviser sidst i juni, det vil sige med 8 måneders forsinkelse.

- Det synes jeg er for dårligt. Det kan ikke være rigtigt, der skal gå så lang tid. Det kan være en ret stor bremseklods ikke at have sit bevis, når man skal søge job, siger Mads Keilberg, der dog var i den heldige situation at have sikret sig et arbejde allerede under studiet.

Få midlertidigt eksamensbevis i HUB’en

Det er studiechef Rie Snekkerup enig med Mads Keilberg i og slår fast, at dimittender fremadrettet vil få deres eksamensbeviser i tide,

Studiechefen påpeger desuden, at medarbejderne i studieadministrationen har hjulpet en række af de studerende, der har manglet dokumentation for endt uddannelse til enten jobcenter, fagforening eller myndigheder.

- Nu har vi fået væsentligt mere styr på systemerne, og vi fokuserer på, at alle de nyklækkede bachelorer får deres beviser rettidigt, fortæller hun og understreger, at juli måned ikke tæller med i de 2 måneder, som CBS har til at udstede eksamensbeviser i.

Skulle du i mellemtiden have brug for dokumentation på endt uddannelse, kan du ved at henvende dig i HUB’en få et karakterudskrift med stempel og underskrift sammen med et midlertidigt eksamensbevis.

Kommentarer

Jeg blev ligeledes færdig i august 2013, men fik først mit bevis tilsendt ni måneder efter afleveret speciale. Dét var irriterende, men det der var sanseløst uprofessionelt, var studieadministrationens håndtering af sagen. Jeg blev stort set lovet hver måned, at mit bevis var på trapperne, men alle datoer blev som sagt overskredet. Det er det mest uprofessionelle jeg nogensinde har oplevet. Har endelig fået beviset nu, og endda to af dem. Tror CBS ville være helt sikker på det kom frem.

Man burde behandle nyuddannede kandidater bedre. Håber CBS har lært noget af denne fadæse.

Hvad synes du?