Total forandring i regler for eksamensklager

Skrevet af Thomas Edvardsen - Foto: René Lynge - 20. oktober 2010 - 10:542 kommentarer
Her kan du se en klagegrafik i png, men hvis du skal læse den ordentligt eller skrive den ud, så download pdf'en nedenfor.

Når studerende i fremtiden klager, er det bedste, de kan håbe på, en ny bedømmelse. Skulle det lykkes at få den, kan karakteren som noget nyt sættes ned. CBS mener, at det nye system rummer såvel fordele som ulemper, mens CBS Students er kritiske. Velkommen til en hel ny verden for eksamensklager. Læs hvordan du klager i artiklen og få en god oversigt over klagevejene ved at downloade grafikken nedenfor.

Eksamensklager er ikke noget nyt. Når en studerende klagede i gamle dage, gik den begrundede klage lige lukt i klørene på bedømmeren, der kunne sætte karakteren op eller bibeholde den. Først da fik den studerende mulighed for at kommentere på bedømmerens udtalelse ved at sende klagen videre i ankenævnet.

Den proces er nu vendt helt på hovedet, og der er både godt og dårligt nyt ved den helt nye fremgangsmåde.

Den største forandring i det nye system er, at man som udgangspunkt slet ikke kan få ændret sin karakter. I stedet er det bedste, man kan opnå, et tilbud om ombedømmelse eller omprøve. Her giver det dog mening som studerende at tage et dybt åndedrag, for siges der ja, kan karakteren ikke kun gå op, men også ned.

Eksamensklagens fem trin

Hvis prøven var mundtlig, må man have gang i snakketøjet igen. Men hvis prøven var skriftlig, er det den samme opgave, der skal bedømmes igen. Men den nye bedømmer får dog ikke visket tavlen helt ren.

I begge tilfælde får den nye bedømmer ikke bare den skriftlige eksamensbesvarelse eller nye mundtlige præsentation. De modtager også den indledende klage, begrundelsen for den oprindelige karakter, klagerens svar til denne begrundelse og den endelige begrundelse for, at man er blevet bevilget en ombedømmelse. Det er nemlig de fire skridt, man skal igennem, når man klager i det nye system.

Det er også som noget helt nyt dekanen – her på CBS uddannelsesdekanen, der kommer til at bestemme, om man overhovedet skal have muligheden for en ombedømmelse eller omprøve. Derfor er det også
kun, hvis dekanen afviser klagen, at man kan anke i det nye system.
Og ombedømmelsen er det bedste resultat af klagen, man kan håbe på. Når opgaven så er blevet ombedømt, og karakteren for den enten er sat op, ned eller bibeholdt, kan der ikke længere klages.

Nu må og skal man acceptere sin karakter.

CBS Students er kritiske
På grund af muligheden for karakternedsættelse mener CBS Students-formand Emil Fuglsang, at det nye system er uheldigt:

- Mig bekendt er der ikke andre klagesager inden for det offentlige, hvor det kan lade sig gøre at blive straffet for, at man klager over, at der er noget galt. Og jeg synes, at det er kritisabelt, at at en studerende ikke kan klage, hvis man i omprøven bliver udsat for dårlig behandling, bare fordi det er en klage, siger Emil Fuglsang.

Students-formanden advarer imod, at det forhold, at karakteren nu kan sættes ned, i værste fald får en afskrækkende effekt. Han mener, at der i stedet burde fokuseres på at skabe et bedre system, hvor de studerende får langt færre årsager til at klage.

Samtidig opfordrer Emil Fuglsang studerende, der enten er forvirrede over de nye regler eller bare vil have hjælp til at lave en god klage, til at komme ned forbi CBS Students kontoret.

Mere fleksibilitet for CBS
Hos det officielle CBS glæder man sig over, at eksamensklageprocessen nu er blevet mere fleksibel, men til gengæld væsentlig mere omstændelig og langstrakt. Nu er det CBS selv, der afgør klagen, og hvem der eventuelt skal indhentes udtalelser fra, frem for som tidligere, hvor klager efter et fast system altid blev sendt til bedømmer, også selv om det var pensum, der blev klaget over.
 
Chefkonsulent i uddannelsesdekanens dekansekretariat, Thomas Werner Hansen, mener heller ikke, at risikoen for karakternedsættelse vil vise sig at blive et stort problem:

- Det er jo typisk dem, der virkeligt føler et problem med deres karakter, der klager. Derfor tror jeg også, at vi kun sjældent vil se karakterer, der bliver sat ned, mener Thomas Werner Hansen.

Chefkonsulenten påpeger desuden, at den studerende er beskyttet godt i processen, hvor der hele vejen igennem skal gives skriftlige begrundede svar.
De nye regler for eksamensklager er allerede trådt i kraft, så tiden vil vise, hvordan de kommer til at fungere i praksis.

BilagStørrelse
PDF icon Klagevejledning 14.53.pdf643,77 KB

Kommentarer

 Har et spørgsmål: Den "begrundelse" der er tale om i punkt 1, er det den som man fik da min fik sin karakter ved eksamen eller skal man bede om endnu en samtale med sin underviser for at få denne?

på forhånd tak.

Mvh Elena

Hvad synes du?

Hvis jeg var dig, ville jeg spørge underviseren igen, og det er også det, der rådes til i grafikken.

Det kan under alle omstændigheder være godt at få skåret begrundelsen ud i pap .

mvh. Jørn Albertus, CBS OBSERVER

Hvad synes du?