Udlandsophold er… tjah… vigtigt

Skrevet af Jannick Friis Christensen - Foto: Niels Poulsen - 23. juni 2014 - 11:412 kommentarer
En undersøgelse, foretaget af Dansk Magisterforening, viser, at udlandsophold ikke gavner, og måske endda har en negativ indflydelse på løn og ansættelse. Det gælder ikke de unge forretningsfolk fra CBS, mener Det internationale Kontor.

Analyse af nyuddannede kandidater viser, at udlandsophold ikke giver noget af sig målt på ledighed og løn. Danske virksomheder mangler at kvittere for international erfaring, mener formanden for Dansk Magisterforening.

Udlandsophold kan være selvmål

Der kan være mange grunde til at tage på udveksling eller praktik i udlandet et semester. Men gør du det i håb om at klare dig bedre i konkurrencen om jobs herhjemme eller for at få en bedre løn, bør du måske genoverveje, om turen væk fra Danmark er det værd.

En analyse, udarbejdet af Københavns Universitet for Dansk Magisterforening, der organiserer højtuddannede, viser nemlig, at det ingen eller en direkte negativ effekt har at tage til udlandet for at arbejde eller studere.

Det er for nyuddannede, at den manglende positive effekt ved udlandsophold springer i øjnene. Mens international erfaring ikke rykker bemærkelsesværdigt ved årsledighedsgraden, viser det sig til gengæld at koste i lønningsposen, hvor nyuddannede i snit kan tjene godt 30.000 kroner mere om året ved i stedet at blive hjemme.

Kvitterer ikke for international erfaring

Den nedslående konklusion i analysen må dog ikke få kandidater til at blive hjemme, for det er vigtigt med internationale erfaringer på CV’et – også under uddannelsen, lyder det fra formanden for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage.

- Danske virksomheder skriger på internationale kompetencer, men vi mangler bare, at de også sætter handling bag ord og rent faktisk også kvitterer for det, siger Ingrid Stage.

DM-formanden finder det trist, at udlandsophold ikke opfattes som en fordel. Alligevel kommer resultatet i analysen ikke bag på hende:

- Jeg har fået problematikken fortalt anekdotisk af vores medlemmer igennem de seneste ti år, og nu er der så bare desværre en rapport, som bekræfter meldingerne fra vores medlemmer, bemærker Ingrid Stage.

Udlandsophold vægter ikke nødvendigvis højest

Mette Fjord Sørgensen, der er uddannelses- og forskningspolitisk chef for Dansk Erhverv, er lodret uenig med de resultater, som Dansk Magisterforening har fundet frem til.

- Vi ved fra egne undersøgelser, at udlandsophold ikke nødvendigvis er det, der vægter højest, fortæller Mette Fjord Sørensen med henvisning til, at et job i udlandet jo ikke er en kvalifikation i sig selv.

- Men det er stadig vigtigt med international erfaring, og jeg synes faktisk, at udveksling eller praktik burde være en obligatorisk del af uddannelserne herhjemme, tilføjer hun.

Udveksling betaler sig dog – for CBS'ere

At international erfaring ikke er helt ligegyldigt, dét er CBS’ leder for det internationale kontor, Tom Dahl-Østergaard, enig med Dansk Erhverv i.

Tom Dahl-Østergaard betvivler dog, hvorvidt analysen fra Dansk Magisterforening holder for CBS’ere, blandt andet fordi den kun beskæftiger sig med nyuddannede kandidater, og altså ikke med igangværende studerende.

- Jeg oplever det som en vildfarelse, at løn- og ansættelsesforholdene for Dansk Magisterforenings kandidater efter endt uddannelse siger noget som helst om vigtigheden af at få et udlandsophold i selve studieforløbet – for slet ikke at tale om betydningen for studerende på CBS, påpeger Tom Dahl-Østergaard og forklarer:

- Vore studerende er kommende forretningsfolk og her er det af indlysende grunde særligt vigtigt, at de får en international eksponering i selve studieforløbet. 

Tom Dahl-Østergaard er netop hjemvendt fra den årlige internationale uddannelsesmesse i USA, der i år har slået rekord med over 10.000 deltagere.

- Det siger noget om internationaliseringen af uddannelser, og at der er mange meget relevante aktører, der mener, at det for studerende i høj grad kan betale sig at have international erfaring med i bagagen, forklarer Tom Dahl-Østergaard og uddyber med et konkret eksempel:

- Den administrerende direktør for Boston Consulting Group fortalte mig sidste år ved deres legatoverrækkelse, at 75 til 80 procent af deres nyansatte er CBS-dimittender, og hver og én af dem har været på udveksling under uddannelsen.

Du kan læse nærmere i sammenfatningen af rapporten ”Globalisering af magisterarbejdet”, som er vedhæftet sidst i artiklen.

Kommentarer

Jeg læser med interesse artiklen, og den rapport som angiveligt viser, at studerende ikke har noget udbytte af at tage på udveksling. Det er korrekt, at undersøgelsen fra Dansk Magisterforening beskæftiger sig med færdiguddannede magistre, der tager fast arbejde i udlandet, men der er så vidt jeg kan se ikke noget i rapporten, der beskæftiger sig med studerende, der tager på udvekslingsophold eller de kompetencer de tilegner sig.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har i 2012 udgivet en rapport om dette emne i samarbejde med Dansk Erhverv og Dank Industri: ”Undersøgelse af private arbejdsgiveres syn på færdiguddannedes kompetencer og studierelevante udlandsophold”.

Nogle af hovedkonklusionerne i rapporten er:
”Relevant uddannelsesretning og gode referencer fra tidligere arbejdsgivere er de vigtigste parametre, når virksomhederne udvælger ansøgere til jobsamtale. Men mere end 30% af virksomhederne nævner eksplicit praktik- eller studieophold i udlandet som vigtige i rekrutteringsfasen.”

”I en ansættelsessituation hvor valget står mellem to lige dygtige kandidater, vil 55 % af virksomhederne vælge den ansøger der har været på udlandsophold. Kun 1 % af arbejdsgiverne vil vælge ansøgeren uden udlandsophold.”

”Over 50% af virksomhederne forudser, at udlandserfaring, internationalt udsyn og interkulturelle kompetencer for en endnu større betydning end i dag, når virksomhederne skal rekruttere medarbejdere i fremtiden.”

Jeg synes at den interesserede læser skal læse de to rapporter, og selv vurdere, om udlandsophold kunne være karrierefremmende!

(Og for en god ordens skyld vil jeg gerne stå ved at arbejde på CBS Internationale Kontor!!)

Rapporten kan læses i sin fulde længde her: http://ufm.dk/publikationer/2012/undersogelse-af-private-arbejdsgiveres-...

Hvad synes du?

Selv om jeg ikke betvivler konklusionerne i Dansk Magisterforenings rapport, må den ikke tages til indtægt for, at udlandserfaring har begrænset værdi på arbejdsmarkedet. Tværtimod. Mange danske virksomheder kæmper for at få et mere globalt/internationalt mindset. De kan ikke finde nok nøglemedarbejdere herhjemme med international erfaring. De henter i stigende grad eksperter i udlandet, men det er både dyrt og besværligt. At leve i et andet land og få en anden national kultur ind under huden giver en uvurderlig, faglig og personlig kompetenceudvikling. Til sidst: Når virksomheder rekrutterer nyuddannede kandidater, kan det være svært for dem at sortere i de ofte mange hundrede ansøgninger. Her bruges international erfaring og (lødige) fritidsinteresser samt lærerige/relevante studiejobs mv. som strømpil for, hvem der skal i finalen. Et godt råd til studerende er derfor, at de - udover at få pæne karakterer - skal sikre sig, at CV'et strutter af dokumentation af, at de har lært af (arbejds)livet og udlandsophold. At rejse er at leve, som H.C. Andersen sagde, og man kan tilføje: At rejse er at OVERLEVE i en global verden.

Hvad synes du?