Ugen der kommer på CBS – mandag til søndag uge 11

Skrevet af Jesper Snedker Adamsen - Foto: Thomas Flensted-Jensen - 11. marts 2016 - 15:180 kommentarer
CBS Improv Theatre giver den gas ved Lygten Station på Nørrebro mandag aften.

Så er det blevet fredag igen – oven i købet en solbeskinnet en af slagsen – og CBS OBSERVER bringer hermed et overblik over nogle af næste uges aktiviteter og begivenheder på og omkring CBS. 

Uge 11 byder både på ’grøn uge’, Champions League-fodbold og spændende foredrag om blandt andet robotbaseret entreprenørskab.

Mandag – improvisationsteater med CBS Improv Theatre

Ved Lygten Station på Nørrebro kan du fra klokken 20 til 21.30 opleve medlemmer fra CBS Improv Theatre opføre improvisationsteater. Arrangementet er del af en serie af optrædener, som foregår ved Lygten station hver mandag i marts måned.

Det koster ikke noget at overvære teatret, men skulle du have lyst, må du gerne give et bidrag og støtte CBS Improv Theatre når hatten går rundt. Læs mere og få opdateringer på CBS Improv Theatre’s Facebook-side.

Tirsdag – CBS Green Week & Champions League på Nexus

Med foråret så småt på vej er der meget oplagt ‘Green Week’ på CBS i denne uge. Det hele starter tirsdag og fortsætter til torsdag med overskriften ’Sustainable Living & Working’.

De 3 dage byder blandt andet på gæstetalere fra virksomheder som Unilever, DriveNow, H&M, Siemens og Nordea, og så kommer tidligere miljøminister Ida Auken forbi til en snak om cirkulær økonomi. Endvidere byder 3-dages arrangementet på workshops samt bæredygtig modeopvisning.

Læs mere på oikos Copenhagen’s Facebook-side eller på organisationens hjemmeside.  

Om aftenen åbner Café Nexus så dørene til ottendelsfinale i fodboldens Champions League. Denne aften vises kampen mellem de spanske bisser fra Atletico Madrid og sidste sæsons nederlandske mestre, PSV Eindhoven.

Læs mere og få opdateringer på Café Nexus’ Facebook-side.

Onsdag – robotbaseret entreprenørskab og bold på Nexus

Onsdag byder på et spændende arrangement med fremtiden for robotbaseret entreprenørskab som omdrejningspunkt. Spørgsmål som ’Hvilke problemer vil kunne løses via robotter?’ og ’Vil vi se et voksende marked for hjemmeservicerobotter?’ bliver taget op til debat.

Der er dog – så vidt CBS OBSERVER er orienteret – ikke flere billetter til arrangementet, som man kan læse mere om her. 

Om aftenen åbner Nexus så endnu en gang dørene for Champions League-fodbold på storskærm, og denne aften vises den af de 2 kampe, som har fået flest stemmer på Café Nexus’ Facebook-side. Valget står mellem Barcelona-Arsenal og Bayern München-Juventus.

Barcelona vandt som vanligt over Arsenal i den første kamp i London og tager en 2-0-føring med til Camp Nou, så den er vist afgjort.  Derimod er der langt mere spænding om det samlede udfald mellem Bayern og Juventus, da den første kamp endte 2-2 i Torino.

Læs mere på Café Nexus’ Facebook-side og husk at stemme!

Torsdag – Nexus Thursdays

Torsdag aften er der, som altid, heftig aktivitet på Nexus, hvor du kan fejre ’lille-fredag’ med dine studiekammerater.

Få opdateringer på Café Nexus’ Facebook-side eller hjemmeside.