Ugen der kommer på CBS – mandag til søndag uge 14

Skrevet af Jesper Snedker Adamsen - Foto: Morten Andersen - Photo & Co - 4. april 2016 - 13:170 kommentarer
Nexus sørger som sædvanlig for, at der i hvert fald er en festlig torsdag hver uge.

En smule forsinket er CBS OBSERVER igen klar med et overblik over ugens aktiviteter og begivenheder på og omkring CBS. Uge 14 byder blandt andet på vinsmagning med CBS Wine, indblik i spindoktorens virke, og Mardi Gras-fest på Nexus. 

Mandag – spindoktorens hemmeligheder og impro-teater

Studenterorganisation PoKo (Politik og Kommunikation) byder mandag på endnu et spændende arrangement. Denne gang indtager Mark Thorsen, som er spindoktor for Inger Støjberg, talerstolen.

Mark Thorsen vil blandt andet fortælle om, hvordan man håndterer personangreb og evigt sultne journalister på jagt efter den næste sensationshistorie. Endvidere vil han fortælle om sin vej fra statskundskabsstudier til strategisk medarbejder meget tæt på magtens kerne.

Det hele foregår på Københavns Universitets Center for Sundhed og Samfund (CSS) som ligger på Øster Farimagsgade. Arrangementet starter klokken 17.15 og deltagelse er gratis. Læs mere om arrangementet her og læs mere om PoKo her. 

Senere på aftenen kan du så endnu en gang opleve improvisationsteater med CBS Improv Theatre. Denne gang får studenterorganisationen selskab af den nystartede gruppe ’The Monos’. Det foregår som i tidligere uger ved Lygten station på Nørrebro.

Arrangementet starter klokken 20 og er gratis, men man må meget gerne give et valgfrit bidrag, når indsamlingshatten bliver sendt rundt. Læs mere om arrangementet her og læs mere om CBS Improv Theatre her.

Tirsdag – generalforsamling i CBS Film

Studenterorganisationen for filmentusiaster, CBS Film, holder tirsdag generalforsamling, og alle er velkommen til at deltage. Så hvis du har interesse i at få indsigt i – og indflydelse på – hvilken retning CBS Film skal gå i, så mød op tirsdag aften.

Generalforsamlingen starter klokken 18 i lokale DSØ080 i Dalgas Have. Læs mere om CBS Film her.

Onsdag – EU’s forsknings-, videnskabs- og innovationspolitik

Onsdag kan du komme til gæsteforelæsning med Sasha Renate Bermann, som er EU-rådgiver i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Hun er endvidere uddannet cand.ling.merc. med europæiske studier fra CBS.

Sasha Renate Bermann vil i sin forelæsning give en introduktion til EU’s forsknings-, videnskabs- & innovationspolitik, berette om aktuelle nøgleinitiativer indenfor områderne og fortælle om de relevante institutioner indenfor EU systemet.

Forelæsningen foregår i lokale SØ.080 i Dalgas Have og starter klokken 10.45. Alle er velkommen og deltagelse er gratis. Læs mere på cbs.dk her. 

Torsdag – Mardi Gras på Nexus

Den årlige fejring af Mardi Gras i New Orleans fandt godt nok sted for omtrent 2 måneder siden, men det forhindrer ikke Café Nexus i at holde deres egen version af den verdensberømte begivenhed.

Det sker torsdag og gæster opfordres til at komme i alverdens udklædninger. Nexus opstiller endda en fotoautomat, hvor du og dine venner kan blive foreviget.

Det hele starter med happy hour klokken 17, og DJ Miguel leverer musikken. Læs mere om festen her.

Fredag – CBS Wine byder på økologiske vine

Fredag er CBS Wine endnu en gang klar med et af studenterorganisationens sædvanligvis yderst populære arrangementer. Denne gang bliver deltagerne introduceret til en vifte af økologiske og biodynamiske vine.

CBS Wine har endda fået en kompetent herre til at fortælle om de forskellige vine, deltagerne kommer til at smage. Der er tale om Peter McCombie, som har titlen ’Master of Wine’, hvilket er en af de ypperste titler for professionelle i vinbranchen.

Fredagens smagning foregår i Ovnhallen i Porcelænshaven og starter klokken 17.30. Læs mere om arrangementet her og køb billet her.