Ugen der kommer på CBS – mandag til søndag uge 9

Skrevet af Jesper Snedker Adamsen - Foto: Jørn Albertus - 26. februar 2016 - 15:270 kommentarer
Ugens absolut største begivenhed på CBS er finalen i CBS Case Competion '16. Her fejrer holdet fra McGill sidste år, da det vandt.

Så er det fredag og CBS OBSERVER bringer dig hermed som vanligt et overblik over nogle af næste uges aktiviteter og begivenheder på og omkring CBS.

I næste uge er der heftig aktivitet på CBS, hovedsagligt i kraft af, at det er uge 9 og dermed ugen for afviklingen af årets CBS Case Competition, som byder på mange spændende arrangementer. Man kan også få indsigt i DBU og komme til Oscar-fest på Nexus.

Mandag – Foredrag, karriererådgivning og konkurrencer med VELUX og Deloitte

Uge 9 er som sagt ugen for årets CBS Case Competition, og i den forbindelse er der i løbet af ugen en række interessante foredrag og aktiviteter, som involverer case-konkurrencens partnervirksomheder.

Et af disse er VELUX Group, som mandag morgen kl. 10.30 byder studerende velkommen med en god kop kaffe og smalltalk ved hovedindgangen på Solbjerg Plads. Efterfølgende er økonomidirektør for VELUX, Peter Bang, sammen med den kendte vært for Natholdet, Anders Breinholt, vært for et talkshow og en quiz. Hvad det kommer til at indebære, ved vi ikke, men der er nok stor sandsynlighed for, at det bliver ganske fornøjeligt.

Talkshowet finder sted i lokale SP202, billet skal du ikke have, så mød op i god tid, hvis du vil sikre dig en plads i forelæsningssalen til dette arrangement.

Du kan læse mere her.

Senere på dagen – kl. 14.00 - kommer rådgivningsvirksomheden Deloitte så på banen med et stort arrangement, som også starter i forhallen på Solbjerg Plads.

Deloitte byder på konkurrence, hvor du kan vinde et GoPro kamera, karriererådgivning og meget mere.

Læs mere om Deloitte-arrangementet her

Tirsdag – Fair trade med CBS Coffee og foredrag med repræsentant fra DBU

Lokale SPs03 på Solbjerg Plads danner fra kl. 14.30 rammen, når CBS Coffee sætter fokus på de økonomiske og markedsføringsmæssige perspektiver ved fair trade og hvordan kaffeproducenterne kan bruge fair trade i de daglige forretningsgange.

Oplægsholderne er fra Fair Trade Danmark og Peter Larsen Kaffe, og du kan tilmelde dig – og læse mere om arrangementet her.

Kl. 16 er den nystartede kommunikationsforening, PoKo (Politik og Kommunikation), så klar med et spændende foredrag med Jakob Høyer, som er kommunikationschef i DBU.

Jakob Høyer vil med udgangspunkt i DBU’s kampagne ’En Del Af Noget Større’ fortælle om, hvad det vil sige at være hele Danmarks DBU og, hvordan DBU fungerer i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Du kan læse mere om foredraget, samt tilmelde dig her.

Torsdag – Et kig ind i bestyrelseslokalet hos DONG og Oscar-fest på Nexus

DONG vil også være med, hvor det er sjovt at være i uge 9, nemlig på CBS til case-konkurrence og meget mere. Derfor er energikoncernen klar med en række aktiviteter fra morgen til aften denne torsdag.

Hovedbegivenheden starter kl. 14.30 i lokale SP202, hvor bestyrelsesformanden for DONG, Thomas Thune Andersen, vil fortælle om DONG’s strategiske transformation, perspektiverne i bestyrelsesarbejde i en international virksomhed, samt give råd til, hvordan man kan accelerere sin karriere.

Læs mere her.

Om aftenen – fra kl. 19 – byder CBS Film så indenfor til Oscar-fest på Nexus.

Nexus vil være pyntet gevaldigt op med rød løber og alverdens glimtende tingeltangel. Paparazzierne vil selvfølgelig også stå klar til at få de fedeste billeder af de nydeligt påklædte gæster, når de ankommer til festen.

Inden festen i næste uge, kan du, inden Oscar-uddelingen søndag den 28. februar, stemme på dine favoritter i nogle af kategorierne. Afstemningen er åben og lukker kl. 20 søndag aften inden Oscar-uddelingerne.

Til festen bliver der så trukket lod blandt dem, der gættede rigtigt, og vinderne får velsmagende præmier fra baren. Endvidere uddeles der også præmier til de mest velklædte gæster ved festen.

Læs mere om festen og tilmeld dig her (kun adgang for CBS-studerende med gyldigt studiekort):

Fredag – Grand Finale

Fredag er dagen, hvor vinderne af dette års CBS Case Competition kåres.

Programmet starter kl. 14 i det store auditorium på Solbjerg Plads (SPs01), hvor årets 3 finalister vil fremlægge deres løsninger til en fyldt sal og en kompetent jury. Efterfølgende er der reception, som afslutning på en begivenhedsrig uge 9 i case-konkurrencens tegn. Du kan også følge finalen online her på sitet, hvor vi streamer og twitter.

Se programmet her.