Ugen der kommer på CBS – søndag (host) til søndag uge 6

Skrevet af Jesper Snedker Adamsen - Foto: CBS Sport - 5. februar 2016 - 13:560 kommentarer
På CBS Sport Day kan du møde frivillige som de 2 på billedet... og du kan selv blive frivillig. (Arkivfoto fra 2015.)

Så er det igen blevet fredag, og vi er selvfølgelig igen klar med en oversigt over nogle af næste uges aktiviteter og begivenheder på og omkring CBS. (Og så retter vi lige ugens første dag fra søndag til mandag fremover – det er jo ikke 1973 længere.)

De fleste af næste uges tilbud fra CBS’ studenterorganisationer med flere ligger sidst på ugen. Dog er der allerede på søndag live-forbindelse til årets største sportsbegivenhed i USA.

Søndag – se Super Bowl på Nexus hele natten

Super Bowl 50 bliver spillet på søndag i San Francisco. Opgøret står mellem Carolina Panthers og Denver Broncos: Et af sæsonens bedste angreb mod ditto forsvar. Den kamp har CBS Sport Football allieret sig med Café Nexus om at vise på storskærm.

Men aftenen byder selvfølgelig på meget andet, da billetten inkluderer burger, øl, snacks og ikke mindst gratis kaffe hele natten. Så kan du holde dig vågen hele vejen, til Vince Lombardi-trofæet løftes. Samtidig er der også mulighed for at vinde træningstøj fra CBS Sport Football natten igennem.

Dørene åbner klokken 21.30. Kampen fløjtes i gang klokken 00.30. Billetterne koster 190 kroner stykket og du kan få fingrene i en her og læse mere om arrangementet her

Onsdag – Career Fair og en god kop CBS Coffee

Selvfølgelig skal du som god, karriereorienteret CBS-studerende til årets første Career Fair på onsdag. Fra 10 til 16 vil der stå 50 virksomheder klar til at tale med dig på Solbjerg Plads. Kom, netværk med virksomheder og skab værdifulde relationer til potentielle fremtidige arbejdsgivere.

CBS Coffee er studenterorganisationen for kaffeentusiaster på CBS, et forum, hvor man kan nyde god kaffe, socialisere, etablere nye relationer og diskutere stort og småt. Studenterorganisationen arrangerer også andre arrangementer, blandt andet foredrag med eksempelvis iværksættere, som har relation til kaffeprodukter. 

I løbet af semestret afholder CBS Coffee en række ’kaffe-dates’ på forskellige kaffebarer omkring campus, og årets andet arrangement finder sted onsdag klokken 17 på kaffebaren ’Den Fede Kat’ på Nordre Fasanvej.

Læs mere om arrangementet og skriv dig op her – og læs mere om CBS Coffee her.

Torsdag – Sport Day og shipping-forsikring-foredrag

CBS Sport er klar med den årlige CBS Sport Day. Her kan du møde frivillige og udøvere fra alle de mange forskellige sportsgrene, som er en del af CBS Sports katalog.

Organisationen er meget interesseret i at kapre nye medlemmer og frivillige, som kunne have en interesse i at bidrage til et sundt og aktivt socialt studiemiljø – om end det er som arrangør, træner eller noget helt tredje, så er mulighederne mange.

Repræsentanterne for CBS’ mest aktive studenterorganisation står klar til at fortælle om, hvad CBS Sport kan tilbyde dig på Solbjerg Plads fra 9 til 16. Du kan læse mere om arrangementet her.

Senere på dagen er Shipping Union CBS så klar med et arrangement, der har været i støbeskeen i et stykke tid. De inviterer til foredrag med repræsentanter fra SKULD, som er et norsk forsikringsselskab, der specialiserer sig i at udbyde forsikringer til selskaber i den maritime sektor.

Arrangementet afholdes på Solbjerg Plads i lokale SP207 og starter klokken 14. Læs mere om arrangementet, som det er gratis at deltage i, og tilmeld dig her.

Fredag – få debattræning om diversitet og etnicitet

CBS Debating Society er også i denne uge på banen med debattræning. Denne gang er emnet racemæssig diversitet og etnicitet; et evigaktuelt emne.

Fokus vil i høj grad være på, hvorledes regeringer skal forholde sig racekonflikter, og hvorledes lande kan håndtere – og hvilke politikker man kan implementere i relation til – racemæssig diversitet eller homogenitet.

Udvekslingen af argumenter starter klokken 16.30, og du kan læse mere om begivenheden her.