Vær flink hver dag og få et bedre sexliv

Skrevet af Helle-Lise Ritzau Kaptain - 30. marts 2016 - 11:210 kommentarer
Prøv det! Det koster faktisk så lidt at være flink over for andre mennesker, og du får som regel mere tilbage, end du giver.

Føler du dig uoplagt og irritabel? Overvejer du ind imellem en pjækkedag fra arbejde, selvom du godt ved, at det er forkert? Måske skulle du prøve at være lidt mere flink. Ny nationalmåling viser overraskende positive resultater af at være flink mod andre i bare en uge.

De fleste danskere mener, at vi er et venligt og imødekommende folk. Men når det kommer til stykket, kan det faktisk virke grænseoverskridende at skulle bevæge sig uden for sine egne cirkler med det ene formål at gøre noget godt for andre.

Denne konklusion kom bag på Mads Thomsen, efter han i februar var en af hovedkræfterne bag den såkaldte Flink Nationalmåling.

Mads, som er i fuld gang med at skrive speciale på International Business på CBS, blev sammen med sin kammerat Morten Tromholt, som er specialestuderende ved KU’s Sociologisk Institut, opfordret til at hjælpe Fucking Flink-bevægelsen med en landsdækkende undersøgelse.

Formålet var at undersøge, om der er målbare, positive effekter af, at vi bestemmer os for at hilse på naboen, give en forlomme i Netto-køen eller komplimentere kollegaens nye sko. Altså være flinke ved hinanden.

Du får mere energi og livsglæde

Mads’ rolle var at opbygge undersøgelsen helt fra bunden.

- Det var sjovt for en gangs skyld ikke at koncentrere sig om de erhvervsøkonomiske discipliner og samtidig lærerigt, at man kan bruge de redskaber, man kender fra studiet som for eksempel statistik til noget helt andet, siger Mads.

Og der er da også langt fra specialet om strategisk forecasting med fokus på den danske landbrugssektor og undersøgelserne af, hvordan det at være flink påvirker vores lykke- og sundhedsniveau.

- Flink Nationalmåling viser, at flink adfærd øger vores mentale sundhed, gør os mere effektive og kreative, giver os mere energi og livsglæde – simpelthen gør os til lykkeligere mennesker – og mindsker faktisk også vores lyst til at pjække fra arbejdet i morgen, siger Lars AP fra Fucking Flink.

Vi er bange for at blive til grin

Næsten 1.000 mennesker deltog i undersøgelsen, der også har vist imponerende resultater i forhold til testpersonernes humør.

En uges flink adfærd fik deltagernes irritationsniveau til at falde med hele 29 procent, mens sandsynligheden for, at de følte vrede var 38 procent lavere.

Derudover grinte forsøgsgruppen 16 procent mere, oplevede en 28 procent stigning i deres lyst til at flirte og en stigning på 22 procent i oplevelsen af at have et godt sexliv. Og det var efter blot en uge.

Mads får ikke udført den gode gerning hver dag, men det skyldes ene og alene, at han sidder meget alene, mens han skriver speciale.

- Jeg havde inden undersøgelsen gjort mig mange overvejelser om det at være flink mod andre, og jeg mærker, at det faktisk gør mig gladere og giver mig overskud, siger Mads Thomsen, som opfordrer alle til at være mere bevidste om at være flink.

En af konklusionerne er muligvis, at en del danskere er mere kolde og kyniske, end vi gerne vil opfattes som. Og vi vil i hvert fald ikke risikere at være til grin. Derfor kan det virke grænseoverskridende for nogen at gøre noget godt for andre.

Info 

Det får du ud af at være flink

Forsøgsgruppen, som har udført en flink handling hver dag i en uge, siger blandt andet, at de: 

- er blevet mere effektive og kreative
- har fået mere energi og livsglæde
- har mindre lyst til at 'pjække' fra arbejdet eller skolen i morgen
- føler sig mindre irriterede og vrede
- griner mere
- har mere lyst til at flirte
- har en mere positiv opfattelse af deres sexliv

Og det efter kun én uge.

Læs mere om Flink Nationalmåling her.