Velbesøgt Talent Night med fokus på talentudvikling

Skrevet af Jan Horsager - 7. oktober 2015 - 16:240 kommentarer
Talen er talent. Også hos studerende der ikke opnår de højeste, men alligevel gode karakterer.

Godt 500 deltagere på Talent Night fik inspiration til at arbejde målrettet med deres talent på vej mod en succesfuld karriere. Blandt publikum var der også flere af CBS Career Academy’s mentorer fra forskellige virksomheder.

”Uddannelsen er kun din billet til at deltage i kampen.” Sådan lød overskriften for Kasper Urths indlæg på Talent Night.

Kasper Urth er COO og medstifter af People & Performance og præsenterede modellen ”Behavioural  Succes Factors,” der er tænkt som en opskrift med de ingredienser, som er nødvendige for at omsætte talent og en uddannelse i verdensklasse til topjob.

Dermed satte Kasper Urth scenen for Talent Night. Fokus på altid at lære, vise ydmyghed i læring, eksekvere i stedet for at snakke, altid at have en fod i virkeligheden og ikke mindst hårdt arbejde er afgørende elementer i ”Behavioural Succes Factors.”

Talent i et andet perspektiv

Elementerne gik igen hos aftens øvrige talere fra blandt andet Arla, Nets og Amrop Executive Search. Og budskaberne fik et ekstra tvist, da komikertrioen Specialklassen indtog auditoriets gulv lige før pausen og til stor begejstring for deltagerne improviserede over aftenens tema.

Men det var ikke alene modeller for udviklingen af talent, der blev delt i løbet af aftenen. Erfaringer fra to CBS-alumner gav forskellige bud på, hvordan de arbejder med deres talent.

Alexander Ejdelin har det sidste år været management trainee hos Arla og gav en frontlinjerapport fra et forløb, hvor han for alvor lærer, at talentet bedst udvikles ved at blive prøvet af. Han blev suppleret af senior vice president hos Nets Kristian Nygaard Johansen, der allerede har dyrket talentet til en succesfuld karriere efter et uddannelsesforløb, med mange sving men drevet af passion.

Både indlæg og den afsluttende debat med mange spørgsmål fra salen satte ny fokus på talentudvikling. Især diskussionen om talentudvikling for de studerende, der ikke opnår de højeste men alligevel gode karakterer samt muligheden for at anvende og dyrke talenter andre steder end i de 25 største virksomheder, gav diskussionen kant.

CBS Career Academy

Dermed opfyldte Talent Night formålet for arrangørerne på CBS Career Centre, som dels var at give deltagerne nogle umiddelbart anvendelige opskrifter på at udfolde talentet og dels at kickstarte CBS Career Academy. CBS Career Academy er et etårigt udviklingsprogram for ambitiøse og talentfulde studerende.