Video: Forbrugernes hjernevindinger bliver kortlagt på Institut for Afsætningsøkonomi

Skrevet af Jørn Albertus - Foto: Jørn Albertus - 14. februar 2013 - 13:160 kommentarer
En forsøgsperson iført sensorer til hjernescanning og kostbar eye-tracking-brille. Klik på den røde pil for at se videoen. Foto: Jørn Albertus, video: Lasse Hultén.

Se hvordan man på CBS’ Senselab anvender hjernescannere og eye-tracking til at forstå forbrugeres valg i forskning der ligger i grænsefeltet mellem biologi, psykologi og erhvervsøkonomi.

Skiltet ved DNRG SenseLab er ganske beskedent: et stykke papir i et plastikchartek, men inde bag døren, står adjunkt Thomas Zöega Ramsøy i spidsen for forskning, der i CBS-sammenhæng er ganske revolutionær og som vækker opmærksomhed i den store verden.

CBS’ hjerneforsker Thomas Zöega Ramsøy er oprindelig uddannet neuropsykolog oven i købet med autorisation, han har også en erhvervsøkonomisk uddannelse fra Norges Handelshøjskole. Udover sin ph.d. i neuroscience og sin post doc på CBS kan han også kalde sig seniorforsker indenfor sundhedsforskningen, hvor han på Hvidovre Hospital arbejder sammen med ingeniører, biologer, fysiologer, psykologer og læger.

I videoen kan du se Thomas samt en gruppe af studerende og kandidater, der arbejder for ham, skanne en hjerne og du kan se optagelser lavet med det kamera, der sidder i eye-tracking-brillen, som koster næsten en kvart million kroner.

Det dyrebare splitsekund i beslutningen om køb
Hvis det skal koges sammen så handler Thomas’ forskning om, hvad der sker inde i forbrugerens hjerne i splitsekundet før vedkommende tager et valg i forhold til et køb, og hvordan prisen, brandet, udseendet og andre omstændigheder i forbindelse med produktet har indflydelse på dette valg. Den slags forskning er der stor interesse for ude i verden, naturligvis også kommercielle interesser. På søndag rejser Thomas og hans team til Canada, hvor de skal lave undersøgelser i en større dagligvarekæde, der også selv kommer til at kende til resultaterne.

Thomas Zöega Ramsøy forsker også i ludomani og shopaholism og fik sidste år 2.875.454 kroner i bevilling fra Ludomaniprogrammet under Det Frie Forskningsråd Samfund og Erhverv.

Info 

Er du mere interesseret, så kan du med fordel gennemse nogle af Thomas Zöega Ramsøy’s lidt ældre blogindlæg på videnskab.dk.

Ramsøy blogger desuden om relationen mellem hjerneforskning, psykologi og økonomi på http://brainethics.org.