Vil du smage hvad de serverer på NOMA?

Skrevet af Af Jannike Munkholm, jannike@cbswine.dk - 10. februar 2015 - 7:510 kommentarer
Ejeren af Krone Vin, Lasse Kruse, i midten sammen med to medarbejdere nærmer sig den nøgne sandhed om vin.

Nu nærmer den første smagning sig for alvor, hvor Krone Vin og CBS Wine inviterer til smagning af ny-moderne og udtryksfulde vine i stemningsfulde omgivelser hos Balderdash.

Semestrets første smagning vil tage deltageren med på en rejse i et vinområde i en rivende udvikling. Jura-området i det østlige Frankrig byder på naturvine og biodynamiske vine, der med sin læskende og rene stil er lette at falde for.

Smagningen vil tage afsæt i vine der er dyrket af lokale bønder, og med fokus på traditionelle dyrkningsmetoder. De charmerende og udtryksfulde vine er på kort tid blevet solidt integreret med det moderne new-nordic køkken. Således finder du mange af vinene fra Jura på restauranter som NOMA, Geranium og Kadeau, og flere af vinene til smagningen er at finde på NOMAs vinkort. Er du til renhed og naturlige produkter, er dette i sandhed en smagning for dig.

Stort set al vin i Jura er dyrket økologisk eller biodynamisk. Det skyldes dog ikke, at man prøver at følge moden eller noget i den retning. Det skyldes, at det er måden man altid har dyrket vine på, og at det er måden man mener, at lave de mest udtryksfulde vine. Det er den grundtanke, der sikrer de udtryksfulde og intense oplevelser, som vine fra Jura kan give.

Arrangementet vil foregå i kyndige hænder, hvor Krone Vin vil guide dig igennem en smagsoplevelse, der favner vidt og bredt, og hvor der vil være rig mulighed for at finde netop den vin og stilart, man som både vinnyder, entusiast eller begynder selv kan lide.

Jura-smagningen finder sted den 19. februar klokken 19 på Balderdash, Valkendorfsgade 11, 1151 København K.

Der er stadig ledige billetter via CBS Wines Faceook-side, og koster 200 kroner per billet.

Krone Vin tilbyder i øvrigt altid 15 procent rabat til CBS-studerende i butikken på Østerbro ved fremvisning af gyldigt studiekort.