Wine lod propperne springe og fik 20 kilo i kassen

Skrevet af Mia Mathilde HansenJannick Friis Christensen - Foto: Michela Aleksandra Tingsvad - 23. marts 2015 - 14:160 kommentarer
CBS Wine havde lovet at skaffe fotograf, men der sket en misforståelse, så vi kan ikke bringe de billeder fra vinsmagningsfesten, som vi gerne ville have gjort. Her er dog et skud taget med en smartphone af nogle søde piger. Klik for at se flere billeder.

Torsdag aften slog CBS Wine dørene op til en ungdommelig vinsmagnings oplevelse i indre København. Denne gang var formålet, at indsamle penge, til gavn for foreningen og dets medlemmer. 

Kæmpe vinarrangement i hjertet af København

OBSERVER’S udsendte nød en aften med glimrende vine, dunkle kroge og studerendes småsludren over et solidt beat. Årets største – og ifølge arrangøren selv, vildeste vinfest konkurrerede sidste torsdag med Nexus om at lokke tørstige CBS’ere til flaskerne.

Til CBS Wine’s event var det selvsagt ikke lunkne fadbamser, men derimod over 30 forskellige slags vine, som de godt 250 deltagere kiggede dybt i.

Så konceptet var, som det plejer, men rammerne var nye. Formålet med aftenen var nemlig at indsamle penge til CBS Wine, og i den anledning var det Butchers i indre København, der lagde lokaler til vinsmagningen.

En smule råt, men også ganske godt

At fundraiser-festen var et tilløbsstykke, gjorde desværre også, at der var kø i indgangen selv en time efter vinsmagningen var begyndt.

Heldigvis var vejret mildt. Vinden stod stille, mens frivillige fra CBS Wine farede rundt for at servere et glas Crémant til de tålmodigt ventende gæster.

Selvom Butchers’ rå fremtoning med solide træborde og dæmpede belysning var med til at skabe en festlig stemning, gjorde den det også så godt som umuligt at se, hvad man hældte indenbords – en ellers vigtig del af ethvert vinsmagningsritual, hvor man også ilter vinen ved at rotere den i glasset samt dufter bouqueten.

Når det så er sagt, var humøret højt, og intensiteten i anekdoterne og den velvillige genopfyldning var som altid, uovertruffen.

Frække druer og kæk musik

Ingen fest uden musik. Den del blev klaret til UG af en live-dj, der forstod at lægge et passende beat til begivenhederne. Et beat der også langsomt over de to timers fri vinsmagning byggede op til fest og dans, i takt med at vinsnakken blev skiftet ud med en times fri bar.

Musikken gjorde det til tider svært at høre de mange frivilliges ivrige fortællinger og historier om vinene, men det forhindrede dog ikke CBS OBSERVER’s to udsendte i at finde frem til en absolut favorit fra vinspecialisten Toft Vin på Frederiksberg.

Med sin farverige og tegneserieinspireret etikette sprang vinen lige i øjet, og ud over de frugtige dråber, havde vinen også en saftig historie, man kunne dykke ned i.

Den kommer nemlig fra vinhuset Big House Winery, hvis vinmarker ligger kun et stenkast fra Soledad statsfængsel med over 5.500 indsatte i Californien, USA. Navnet på rødvinen, Cardinal Zin, er således med inspiration fra naboskabet en reference til de syv dødssynder, men også en lille ordleg, da vinen primært er sammensat af Zinfandel-druen.

Det er ikke gratis at gurgle vin

Deltagerne fik de i alt tre timers fri bar for kun 199 kr., og så kunne man oven i købet tage op til to venner med gratis.

CBS Wine fik til gengæld indsamlet 20.000 kroner, som går til at sende CBS’ vinhold til vinsmagningskonkurrencer rundt om i verden, hvilket ifølge Wine selv, ikke er en helt gratis fornøjelse.

Som billedgalleriet øverst i artiklen også kan dokumentere, var der en heldig deltager, som vandt en flaske champagne – magnum størrelse (1,5 liter), men på det tidspunkt var det vidst kun alkoholen, som folk kunne smage.